
Verdens bedste slår franskmænd; Complexity slår ENCE
Complexity havde inden i dag fået en forfærdelig start på ESL One: Road to Rio. Inden dagens opgør mod ENCE, havde blameFs mandskab nemlig tabt deres tre første kampe, hvorfor der var tre ekstremt vigtige point på spil.
Kampen startede ud på Nuke, som var valgt af Complexity. Her viste k0nfig og blameF også, hvorfor de havde valgt netop dette map, da det var en smal sag for dem at tage mappet 16-8.
Derefter gik turen til Train, som ENCE vandt på næsten lige så overbevisende manér. På trods af deres elendige start, hvor de kom bagud 7-0, så formåede de at komme tilbage og tage mappet 16-10.
På tredje og sidste map viste Complexity dog virkelig, at de havde brug for de tre point, da de vandt mappet 16-11 og dermed tog sejren 2-1.

fnatic skuffede i går mod Dignitas, men i dag viste verdens bedste hold, hvorfor de netop ligger nummer et på ranglisten, da de slog Heretics 2-1.
Kampen startede ud på Nuke, hvor franskmændene fik lov til at starte på den mindre favorable T-side. Her gjorde de det dog rigtig godt, da de fik spillet sig til ni runder. Det var derfor med et godt udgangspunkt, at de gik ind til CT-siden, hvor de også formåede at få de nødvendige runder, da de tog sejren 16-14.
Andet map var Inferno, som skulle vise sig at blive lige så tæt. Her måtte kampen endnu en gang helt ud i 30. runde, før den blev afgjort. Denne gang var det bare fnatic, som tog sejren, hvorfor de to mandskaber skulle ud på det afgørende map, Overpass.
Tredje og sidste map var altså Overpass - et map, fnatic slog Astralis på så sent som i sidste uge. Denne gang viste fnatic igen, hvorfor de burde frygtes på banen, da de, ligesom mod Astralis, formåede at tage sejren og vinde kampen 2-1.

ESL One: Road to Rio fortsætter allerede i morgen, når et vaskeægte danskerbrag mellem North og Copenhagen Flames er på programmet, mens også Astralis skal i duel mod NiP.