
"Jeg nåede lige at tænke på coldzera"
For knap to måneder siden sprængte Complexity noget af en bombe, da den amerikanske organisation præsenterede blameF som ny spiller, og danskeren, der har gjort lynkarriere, flyttede derfor til USA.
blameF slog for alvor igennem i Great Danes til Copenhagen Games i 2018, hvorefter turen gik til Epsilon og senere Heroic, hvor han fortsatte med at imponere.
Det er derfor heller ikke nogen overraskelse, at der var andre hold, som ville have fat i den nu tidligere IGL i Heroic, men det betød alligevel noget, at det lige var den traditionsrige Complexity-organisation, der var ude efter blameF.
Jeg tror, den første følelse man får, når man får et nyt hold-tilbud, som er værd at overveje, er en form for stolthed. Jeg blev glad for, at der var nogle, som så blameF, som en man gerne vil bygge et hold op omkring. Jeg havde selvfølgelig, ligesom alle andre, set deres tweet omkring at bygge en ‘juggernaut’, og at de var villige til at gå virkelig langt for at få et hold, som kunne konkurrere på højt plan internationalt. Jeg kender nok til Complexitys historie til, at jeg ved, at det er folk som fra organisationens side tager Counter-Strike meget seriøst og har kæmpe ambitioner på holdets vegne, og det tiltaler mig virkelig meget at have et ambitiøst bagland som er meget involveret i deres hold. At de så nu også er finansieret af Dallas Cowboys gjorde det ikke mindre interessant, siger blameF til Dust2.dk.
Den 22-årige dansker endte med at skifte til Complexity, hvor han spiller sammen med RUSH, k0nfig, poizon og oBo, og det er han rigtig tilfreds med, selvom verdens bedste spiller i 2016 og 2017, coldzera, spøgte i tankerne.
Den næste tanke gik selvfølgelig på, hvilket hold de havde at tilbyde mig. Jeg kan huske, at da jeg på daværende tidspunkt blev kontaktet sad coldzera stadig fast i sin MIBR-kontrakt, og jeg nåede lige at tænke tanken, om jeg skulle spille med ham, griner blameF og fortsætter:
Den sidste overvejelse gik på, om jeg var klar til at efterlade mit liv her i Danmark for at rejse til USA. Men efter en kort snak med de tætteste familiemedlemmer, som alle opfordrede mig til at tage denne chance, skulle der ikke meget til ud over at tage skridtet.

Træning mod de samme hold
Det er selvsagt en stor omvæltning at rykke fra Danmark til USA, men det er ikke kun i det private, at der er stor forskel på de to lande - det er der også på serveren.
Det gør sig særligt gældende, når holdene skal træne, også kendt som at pracce, for her er det sværere at finde forskellige modstandere med højt nok niveau.
Jeg vil sige, at den største forskel er niveau og mængden af hold. Når man praccer i Europa, kan man snildt pracce en hel uge med fem pracs om dagen, uden at møde de samme hold og stadig have god prac med høj kvalitet. Når man praccer i Nordamerika, møder man i høj grad de samme hold, da mængden af gode hold ikke er lige så stor, og det kan hurtigt blive svært at have lige så god kvalitet i praccen, når man som nyt hold ikke har syv maps klar til at blive spillet og derfor praccer meget de samme maps mod de samme hold, siger blameF.
Danskeren fortæller ligeledes, at det i perioderne med store turneringer, hvor hold som Liquid, MIBR og Evil Geniuses er bortrejst, er ekstra svært at finde modstandere til træning.
Han husker også en uge, hvor Complexity mødte Liquid fire gange, MIBR tre gange og eUnited fem gange - nogle af kampene var endda på samme maps, og det resulterer så i, at man, lidt ubevidst, ender med at spille anderledes, fordi man kan huske, hvad modstanderen havde succes med i sidste kamp.
Frygter ikke hjemve
Flere danskere har tidligere forsøgt sig med et eventyr i USA, og for AcilioN, Pimp og AnJ gik det knap så godt, hvorimod cadiaN havde succes i Rogue med kvalifikationen til FACEIT Major i 2018.
blameF er da også godt klar over, at der selvfølgelig er en risiko for, at det kan ende skidt for ham, men han påpeger, at der ikke er nogen undskyldninger, for Complexity sørger for, at spillerne har de optimale rammer til at udvikle sig i.
Jeg tror ikke, hjemve kommer til at blive et problem, i hvert fald ikke for mig. Jeg er sikker på, jeg kommer til at savne min familie, men jeg har allerede været i snak med Complexity om, hvordan vi sørger for, at det ikke er på grund at hjemve, at vi ikke performer i hvert fald. De tilbyder bootcamps i Europa, de siger, man kan besøge familie, efter vi har været til turneringer i Europa, og de lader også familiemedlemmer komme på besøg nede i Dallas, hvis de har lyst til det, og så kommer vi selvfølgelig stadig hjem i ferierne.
Den 22-årige dansker er IGL i Complexity, og derfor medfølger der også et ekstra stort ansvar, og det bliver derfor typisk nogle meget lange dage, da tidsforskellen i USA gør, at Complexity typisk først kan starte med at spille fra klokken 15:00.
En normal dag for mig i Dallas ser nogenlunde sådan her ud:
Kl. 10-12: Fitness
Kl. 12-13: Samlet frokost med holdet hos Dallas Cowboys Training Table
Kl. 13-15: Gennemgang med holdet
Kl. 15-18: Prac
Kl. 18-19: Pause
Kl. 19-22: PracEfter prac mødes jeg altid med vores coach og snakker om, hvilke ting vi skal have klar til den næste dag. Typisk fokuserer jeg mere på de overordnede hold-ting, og han arbejder lidt mere med spillerne individuelt. Efter det, hænger jeg lidt ud med folk eller tager ud med vores manager og køber ind, eller hvad man nu lige finder på, og så bliver resten af aftenen og natten brugt på DM eller at fixe de ting, der skal fixes inden næste dag, afslutter blameF, der også fortæller, at skemaet kan variere en del i forhold til andre aktiviteter som teambuilding, mental træning og andet.
Complexity røg tidligt ud i Challengers Stage i StarLadder Major i Berlin, hvilket fik stifteren Jason Lake til at reagere med det efterhånden meget kendte tweet, hvor han lovede store ændringer.
Det resultat åbnede op for blameF’s skifte, og holdet er først for kort tid siden blevet fuldtalligt. Lige nu indtager Complexity pladsen som nummer 46 på HLTV ranglisten, men holdet skal meget højere op for at leve op til forventningerne.