
dupreeh vælger ZywOo: "Den bedste, jeg har spillet med"
Denne artikel er en del af en længere interview-serie med dupreeh foretaget af Dust2.dk.
Efter en karriere spækket med titler, store sejre og uforglemmelige øjeblikke, har dupreeh trukket sig fra scenen som aktiv spiller.
I det sidste afsnit af interviewserien med Dust2.dk ser han tilbage på de seneste år af karrieren - tiden efter Astralis - og hvad det betød at træde ind i et internationalt miljø.
Efter succesen i Astralis prøvede dupreeh lykken hos internationale mandskaber som Vitality og Falcons - et skifte, der ikke bare bød på nye holdkammerater, men også en ny kultur og kommunikation. Det skulle nemlig foregå på engelsk.
Det var svært, men også nødvendigt. Både for mig og for Danny (zonic, red.) og Emil (Magisk, red.), fortæller han og fortsætter:
Vi havde brug for ny gejst. At mærke noget andet og kæmpe med nogle nye navne. Det gav mig rigtig meget, og det betød rigtig meget for mig personligt. Og så var det også en kæmpe oplevelse at spille sammen med ZywOo og bevise, at vi kunne vinde med et internationalt lineup. Det står helt klart som højdepunktet i den periode.
Selvom det var en omvæltning at rykke til udlandet, gav det altså dupreeh en masse - både på det personlige og det professionelle plan. Især sammen med ZywOo og co. hos Vitality genfandt han noget af den gejst, han havde mistet i sin sidste tid hos Astralis.
ZywOo eller device?
Når snakken falder på de største spillere, han har delt server med, lægger dupreeh ikke skjul på, at han har været omgivet af nogle af de bedste. Men hvis han skal vælge én, stikker én mand ud: ZywOo.
Hvis jeg skal vælge den bedste, jeg har spillet med, må det være ZywOo. Der er nok nogen, der vil spørge, om det ikke er Nicolai (device, red.). Men ZywOo har bare det ekstra, der gør ham helt unik. Individuelt, skill-wise, er han bedre. device passede vanvittigt godt ind i vores system, og han var - og er - en absurd dygtig spiller, men ZywOo har noget særligt.
dupreeh lægger dog ikke skjul på, at Astralis-æraen stadig står som noget helt særligt - også målt mod det, ZywOo og Vitality har gang i, i dag.
Vitality er vanvittigt stærke lige nu, men om de slår vores æra, må tiden vise. De har domineret i fem-seks måneder, hvor vi var på toppen i en længere periode - over en længere årrække - og var med til at definere spillet, siger han og uddyber nærmere:
Derudover synes jeg scenen også er et sted i øjeblikket, hvor der er rigtig mange usikkerheder. Det virker til, at der er rigtig mange hold, som måske ikke er helt tilfredse med deres umiddelbare situation. Det er også en del af, at være det bedste hold i verden. Der sætter sig en usikkerhed hos de andre hold. Med Astralis var det nærmest kun Liquid, der kunnee slå os. I dag virker det til, at mange hold stadig kæmper med at finde sig selv.
Netop fordi dupreeh mener, at scenen - og flere hold - befinder sig et svært sted lige nu, hvor mange kæmper med at finde sig selv, forventer han også, at vi vil se rigtig mange udskiftninger efter majoren og hen over sommerpausen.
“Jeg blev virkelig overvældet”
Efter major-sejre, en Grand Slam og utallige topplaceringer er dupreeh i dag stoppet som professionel spiller. Men selvom han ikke længere er aktiv på serveren, føler han sig ikke færdig med scenen - og han er rørt over de mange reaktioner, han har modtaget siden sit farvel.
Jeg vil bare gerne sige tusind tak til alle, der har fulgt mig gennem årene. Det har været en sindssyg rejse, og jeg blev virkelig overvældet over, hvor mange mennesker jeg har kunnet røre. Ikke bare det, der er skrevet på Dust2 eller andre websites, men også i forbindelse med Go' morgen Danmark - det var ret vildt. Det betyder rigtig meget.
Jeg er sindssygt stolt og mega glad. Og bare rolig: I kommer til at se mig igen - jeg kommer bare ikke til at spille mere, slutter han med et smil.
Og således rundede Dust2.dk interviewet med dupreeh af - med et dybtfølt tak fra dupreeh til alle, der har fulgt ham gennem tykt og tyndt siden tidernes morgen.
Afrunding på en flot karriere
Her har Dust2.dk samlet en række artikler skrevet i anledning af dupreehs karrierestop:
Derudover har vi naturligvis samlet alle fem dele af vores store interview med den danske CS-legende: