
Knald eller fald for North mod NiP
ESL Pro Leagues A-gruppe af anden omgang gruppespil har sit sidst opgør om lidt, og her støder North ind i NiP, hvor danskerne virkelig skal levere noget af deres bedste Counter-Strike.
North skal nemlig vinde 2-0 over svenskerne for at sikre sig en plads til finalerne, da danskerne ellers vil være et map for kort til at sikre sig en finaleplads.
North skal derfor have gang i alle deres spillere, da de blandt andet skal dyste mod det unge talent, Plopski, som så sent som i går leverede et brag af et map mod BIG på Train, hvor han sluttede med en HLTV 2.0 Rating på 1,89.
Til ESL Pro League Season 10 kæmpes der i gruppespillet om pladser til finalerne, som afholdes i Odense fra den 3.-8. december, hvor vi indtil videre kan se frem til at Astralis, Heroic, Liquid og Evil Geniuses skal dyste om en samlet præmiepulje over fem millioner kroner.
Kampen streames live på ESLs Twitch, som du kan se herunder.