
Austin Major stickers og Pick'Ems er landet
I nat har Valve udgivet en opdatering til Counter-Strike 2 der indeholder den kommende majors seerpas og stickerkapsler.
Spiludvikleren er ude i god tid denne gang, og alle spilleres underskrifter er blevet indsamlet i forvejen, så allerede nu kan Chr1zN og Buzz købe deres egen sticker i spillet for første gang.
Som sædvanlig kan man lege med i forudsigelserne i Pick'Ems, hvor du kan vinde en major-mønt i forskellige varianter alt efter hvor godt du klarer det.
Majoren har for første gang nogensinde tre stadier før det hele bliver afgjort i slutspillet. Du skal have fem rigtige forudsigelser i hvert stadie samt gætte resultatet af to kvartfinaler, en semifinale og finalen for at få en sjælden diamantmønt i spillet. Det koster 65 kroner at aktivere sit seerpas, hvilket skal gøres inden majoren er færdigspillet, hvis du vil have en mønt.


Majorens klistermærker er i denne omgang designet med et texansk tema.
Standard klistermærker trækker inspiration fra "wanted posters" eller plakater med eftersøgte som man bedst kender det fra western-film.
Foil- og guldklistermærkerne skal forestille bæltespænder prydet med logoer og autografer som emblem.
