
Sådan går North videre til finalerne i Odense
North kunne have sikret sig en plads til ESL Pro League Finals i Odense med en sejr over G2 i går, men sådan gik det ikke, og derfor venter der en spændende afgørelse på gruppen i dag.
De to bedste hold går nemlig videre til finalerne, og North bør have en ekstra gnist til at spille sig videre til et event på dansk grund, hvor de har mulighed for at spille foran tusinder af danskere.
I aften starter G2 med at møde BIG, hvorefter North støder sammen med NiP. De danske løver skal håbe på et af følgende udfald:
G2 slår BIG, og North vinder 2-0 mod NiP
BIG slutter på 0 point, mens G2, North og NiP ender i en 3-way-tie på 6 point. Da holdene er á point og alle har slået hinanden, afgøres tie breakeren af map score mellem de tre hold. Her vil North med en 2-0 sejr være bedre end NiP men dårligere end G2, og North og G2 går derfor videre.
BIG slår G2, og North slår NiP
North og NiP slutter begge på 6 point, mens G2 og BIG slutter på 3 point, og derfor går North og NiP videre til finalerne.
Hvis G2 taber til BIG og North også taber til NiP, ender North, G2 og BIG i en 3-way-tie med 3 point hver, men uanset om BIG vinder 2-0 eller 2-1 kan danskerne ikke blive bedst i det regnestykke med map-forskel.
North skal derfor "bare" fokusere på at slå NiP og helst 2-0, da en 2-1 sejr sender NiP og G2 videre, såfremt G2 slår BIG.
Du finder reglerne for tie breakers på side 10 i denne PDF.