
OpTic får skidt start på Minoren
OpTic fik i dag fornøjelsen af at skyde den europæiske Minor i gang, da Vitality ventede i Gruppe A's første kamp.
Det gik dog langt fra som håbet for danskerne, der bød Vitality op til dans på Dust2.
OpTic kom hurtigt bagud, men danskerne kæmpede sig tilbage og snuppede seks runder på CT-siden, hvilket i den grad var godkendt med starten taget i mente.
På T-siden gik det dog helt galt, for selvom danskerne fandt vej til de to sites, formåede de ikke at holde dem, når bomben var blevet plantet.
Dermed er OpTic nu et nederlag fra at blive slået ud af Minoren. De har dog til i morgen til at hanke op i sig selv, da taber-kampen er skemalagt til klokken 10 om formiddagen.

Næste danskere i kamp ved Minoren er North, der er store favoritter mod Windigo i første runde i Gruppe A.