NAF er sandsynligvis fortid hos Liquid inden længe.

Sådan fikses 0-3-holdene: Liquid og Nemiga

Dust2.dk har kigget nærmere på de seks hold, der gik 0-3 i løbet af majorens tre stadier, og hvad de skal rette op på.

Denne artikel er del 3 af 3.

Efter to uger med non-stop Counter-Strike ved majoren i Austin, er majorens gruppespil overstået. For især seks hold - de seks, der gik 0-3 i hvert stadie - var det en major til glemmebogen. For nogle mere end andre.

I første stadie var det brasilianske Fluxo og svenske Metizport, der røg ud med et brag. Især svenskernes hurtige exit kom som en overraskelse, ikke mindst for dem selv.

Andet stadie startede OG og BetBooms fald. De to hold spillede sig begge videre fra første stadie med 3-1 i den samlede stilling, men i andet stadie kom de begge til kort.

Til sidst, i majorens tredje stadie, var det Liquid og russiske Nemiga, der røg først ud. At Nemiga gik 0-3, var måske ikke den store overraskelse. Og selvom de endte med at gå 0-3 i tredje stadie, så kan de alligevel være stolte over deres præstationer, hvor de formåede at spille sig videre fra både første og andet stadie.

At Liquid til gengæld røg ud med et brag, var en væsentlig større skuffelse, og endnu mere overraskende.

Men hvordan kunne det gå så galt for disse seks hold, at de alle endte med at gå 0-3 i hver sit stadie? Det har Dust2.dk kigget nærmere på - med en løsning til holdene på, hvordan de hurtigt kommer videre igen.

3. stadie

Verden Liquid:

  • Canada NAF

  • Canada Twistzz

  • ultimate

  • NertZ

  • siuhy

  • USA DeMars DeRover (Coach)
    --

  • Australien jks (Bænket)

VRS-placering: 17

Kampe ved majoren:

  • vs. Lynn Vision - 5-13

  • vs. The MongolZ - 7-13

  • vs. MOUZ - 1-2 (8-13 / 13-4 / 19-22)

Vi fornærmer næppe nogen, hvis vi kalder Liquid for majorens største skuffelse, hvis vi lige ser bort fra Falcons og Aurora. Det internationale hold trådte ind i majorens tredje stadie, men de trådte lige så hurtigt ud igen.

Twistzz og co. åbnede majoren med to nederlag til Lynn Vision og The MongolZ. Liquid blev sat på plads af den asiatiske region. I deres afgørende 0-2-kamp spillede de lige op med MOUZ, men endte alligevel med at tabe, og så var majoren ellers overstået for Liquids vedkommende - før den knap nok var begyndt.

Og hvor skal vi næsten starte, når snakken falder på Liquid? NAF var den ringeste spiller af alle i tredje stadie, så lad os starte med ham. Den ellers altid så bundsolide canadier har været en skygge af sig selv i et stykke tid nu, og han ligner en færdig mand i Liquid. Det er han nok også godt selv klar over. Han udtalte i hvert fald for nylig i et interview med BLAST, efter Liquids exit, at han ikke ved om han stadig vil være en del af holdet efter majoren.

Det er dog næppe kun NAF der ryger, og det bør heller ikke kun være ham, der ryger. Holdets midlertidige træner, DeMars DeRover, bør i hvert fald ikke stå i spidsen for holdet som cheftræner efter sommerpausen. Han er uerfaren, og har underpræsteret siden han tog over efter mithR. I det hele taget har hele holdet underpræsteret efter de vinkede farvel til mithR. De har en sølle sejrsrate på 33 procent siden danskeren blev opsagt tilbage i marts måned. Det er ikke godt nok.

Måske skulle de genoverveje mithRs opsigelse, hvis det altså ikke er for sent? Det fungerer i hvert fald ikke med DeMars DeRover, der ikke har den fornødne erfaring.

Hvor mithR blandt andet var med til at føre Liquid i kvartfinalerne ved majoren i Shanghai, så har de ikke præseteret det store efter hans tid. Og DeMars DeRover ligner mest af alt bare en forvirret rookie af en NFL-coach, når han går frem og tilbage bag holdet med sit board og sine papirer. Der mangler noget substans og noget erfaring på den front.

Udover NAF og DeMars DeRover, bør Liquid nok også overveje ultimates fremtid på holdet. Den polske AWP'er er ganske enkelt alt for ustabil. Han var mildt sagt elendig og helt fraværende de første par kampe ved majoren. Han dukkede først op til majoren på andet og tredje map mod MOUZ, hvor han pludselig leverede på et topniveau, der gjorde kunne hamle op med MOUZ. Men det er ikke godt nok, at være så ustabil og svingende, og have så lavt et bundniveau, især ikke på det niveau, som Liquid gerne vil spille med på.

Liquid skal med andre ord kraftigt overveje fremtiden for mindst tre mand på holdet. Derudover, så er der en i Liquids sportslige ledelse, der bør fortælle Twistzz, at han ikke skal gå ud og beklage sig over, at de er trætte efter bootcamp, lige efter de er røget ud. Det var den mest malplacerede udtalelse længe i Counter-Striike-verdenen. De var altså trætte efter den bootcamp, der var sæsonens vigtigste bootcamp, hvor de skulle forberede sig bedst muligt til sæsonens vigtigste turnering? Så er der altså noget helt galt.

Og det leder os hen til det sidste, som de bør og skal ændre i Liquid - over hele linjen - nemlig mentaliteten. Spillerne virker ugidelige, trætte (touché) og mentalt fraværende. De går og småvrisser af sig selv, hinanden og omverdenen, hvilket har været tilfældet stort set hele det sidste halve år. Undertegnede så det ved selvsyn under PGL Bukarest.

Der er noget helt galt i Liquid. Og det er ikke engang sikkert, at et par udskiftninger eller tre - eller fire - kan ændre på det, men det er en start. Hvis man kan kalde det en start, når de allerede har været der før, med udskiftninger på kryds og tværs.

Som om de endvidere ikke allerede har nok at se til i Liquid-lejren, så har de også en ny problemstilling de skal forholde sig til, efter Valve har ændret på reglerne for hvilken region et hold hører til i. Det betyder, at Liquid nu hører til i Europa, med mindre de foretager så dramatiske udskiftninger, at de kommer tilbage i den amerikanske region.

Så, enten skal Liquid finde en solid nordamerikansk AWPer, samt en nordamerikansk rifler der kan erstatte NAF, så de har en nordamerikansk kerne. Eller også bør de måske bare gå så vidt, at smide Twistzz, NAF og ultimate på porten - og starte helt forfra - med et ungt og stærkt hold, baseret i Europa. Et hold, som de bygger op omkring siuhy og NertZ.

ultimate skal levere mere stabilt. Foto: HLTV.

Nemiga:

  • 1eeR

  • khaN

  • riskyb0b

  • Xant3r

  • zweih

  • boX (Coach)

VRS-placering: 28

Kampe ved majoren:

  • vs. BetBoom - 7-13

  • vs. Brasilien Imperial - 13-9

  • vs. Lynn Vision - 13-10

  • vs. Australien FlyQuest - 2-0 (13-9 / 13-11)
    --

  • vs. Brasilien paiN - 7-13

  • vs. Brasilien MIBR - 16-12

  • vs. 3DMAX - 11-13

  • vs. USA M80 - 2-0 (13-11 / 13-2)

  • vs. HEROIC - 2-0 (13-11 / 13-9)
    --

  • vs. NAVI - 7-13

  • vs. Vitality - 6-13

  • vs. Brasilien paiN - 1-2 (13-8 / 8-13 / 7-13)

Ligesom med OG, så er der egentlig ikke så meget der skal fikses, når snakken falder på Nemiga. Det russiske hold var en af majorens største overraskelser. Og de gjorde det langt over forventning.

Det unge russiske hold, der var et af majorens yngste - i øvrigt udelukkende bestående af majordebutanter - spillede sig hele vejen fra første til tredje stadie. De slog de hold de skulle slå undervejs, inklusiv HEROIC, og etablerede sig dermed som et solidt hold i subtoppen. TIl gengæld kom de til kort mod de hold, der på papiret var bedre end dem, såsom paiN, 3DMAX, NAVI og Vitality.

Der er dog ingen skam i at tabe til disse hold. Tre af holdene er endda i slutspillet. Så alt i alt kan Nemiga-lejren være yderst tilfredse med deres lange og flotte run ved majoren, der tog dem hele vejen i top 16. Det er altså flot, når man tænker på at det er et meget ungt hold, udelukkende bestående af spillere, der alle spillede deres første major.

Allerede inden majoren var der bekymringer om, hvorvidt det unge mandskab ville få visum til alle spillerne. Det fik de, mens de nød solen i Cypern, og resten er historie.

Nu kan det unge russiske mandskab tage hjem og arbejde videre med de ting, som de har gjort godt under majoren, og udbedre deres fejl, så de kan hamle op med, eller i hvert fald kommer endnu tættere på de allerbedste hold.

Potentialet er der. Og de har masser af rå talent. Ligesom OG, så skal de dog bare have en masse LAN-erfaring og kampe under bæltet. Og så skal de så vidt muligt forsøge, at holde sammen på holdet, for der vil uden tvivl være interesse for nogle af deres spillere, især AWPeren khaN, samt zweih og holdets in-game leader, 1eeR.

1eeR var god for lidt banter. Foto: HLTV.

Nemiga har været et positivt bekendtskab ved majoren. Deres gode præstationer sikrer dem formentlig også lidt invitationer hist og her til nogle flere store turneringer, og så bliver det spændende at se, om de kan følge op på de gode præstationer fra majoren efter sommerpausen.

Derudover var holdet, og især in-game leader 1eeRs drillerier under kampene også et friskt pust og et sjovt bekendtskab. Se bare her, i artiklen herunder:

Dette var tredje og sidste del af artikelserien "Sådan fikses 0-3-holdene", om de seks hold, der gik 0-3 i løbet af majorens tre stadier.

Følg majoren her:

Majoren i Austin er nået til slutspillet, som du kan følge direkte på Retake-kanalen på Pluto TV, her. Det er naturligvis med dansk kommentering.

Slutspilskampene vises også direkte på BLASTs egen stream.

Kampprogrammet for de resterende slutspilskampe ved majoren ser ud som følger:

Søndag, d. 22. juni:

  • 21:30 - Vitality vs. The MongolZ

#1(Med 0 svar)
22. juni 2025 kl. 16:02
Pingomania
Fuldstændig samme analyse som man kan gøre med astralis. Kun Hooxi går fri..

Men endnu engang skal vi håbe på et Hail Mary play efter sommerferien
#2(Med 1 svar)
22. juni 2025 kl. 16:10
mithR
Liquid
Guld Sæsonkort Sæson 16
Hård, men retfærdig læsning? Er ikke sikker på jeg er enig med løsningsforslaget hos Liquid.

Synes også hård at høre, hvis du selv har været tilstede i Bukrest og spillerne: "Går og småvrisser af sig selv, hinanden og omverdenen, hvilket har været tilfældet stort set hele det sidste halve år."
#3(Med 0 svar)
22. juni 2025 kl. 16:47
DOMINA7HOR
Vinder af Top 20-prediction på Dust2.dk
Du kender naturligvis spillerne langt bedre end jeg gør, eftersom du har arbejdet sammen med dem. Og derfor ved du også bedre, hvordan de fungerer som mennesker og professionelle. Jeg kan kun basere det på det jeg ser på serveren - og i visse tilfælde også udenfor serveren. Af samme grund, eftersom du har et indgående kendskab til holdet og organisationen, har du nok også bedre forudsætninger når det kommer til at have en idé om hvilke knapper de skal trykke på.

Kogt ned, så er det en svær situation for dem. Især fordi de nu i den grad skal have Valves regelændringer i baghovedet. Men jeg synes åbenlyst der er nogle ting, der ikke fungerer. Og jeg synes til en vis grad også de selv har været med til at udstille nogle af de ting.
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.