
Ambush forlænger med holdet
Ambush bliver ikke et navn, som vi slipper for lige foreløbig, for den danske organisation og dens CS:GO hold forlænger nemlig aftalen, så den nu løber til og med resten af 2018.
Tilbage i november måned vendte Ambush tilbage til scenen efter en kort periode uden et hold, men aftalen var kun gældende i tre måneder. Det stillede flere spørgsmålstegn ved, især da parterne udtalte, at de var klar til at forlænge allerede dengang.
Siden da er det blevet til flere fine præstationer, blandt andet til GGW #23, hvor Ambush spillede sig op på en flot fjerdeplads, mens holdet også er godt med i alle Dust2.dks turneringer.
Holdet har dog solgt b0ychild undervejs, og i stedet er KaDaZ hentet ind til at indstille sigtekornet på sniperen.
Det er nyt for Ambush at tegne så lang en kontrakt, da de forhenværende har været to og tre måneder, men Zouheir Chreih, ejer af Ambush, fortæller til Dust2.dk, at det simpelthen skyldes et perfekt match:
Det skyldes et perfekt match. Et match af talent, ambition, mål og delmål og vigtigst af alt - gensidig tillid. Tillid som Ambush viser holdet, og holdets tillid til det projekt som vi har gang i.
Jeg ved ikke, om vi er blevet kritiseret? At have et hold på den måde jeg gerne vil have et hold, og drive Ambush, kan sammenlignes med at date piger. Nogle gange går det ikke, andre gange ender man som venner - og en sjælden gang imellem, finder man et match, som man ikke kan slippe. Og det er sidstnævnte, jeg har fundet i det nuværende hold.
Jeg er ikke en leder der uddelegerer og vender tilbage en gang om ugen for at tjekke op på, hvad der sker. Jeg er nærværende, på, spørgende, hjælpende og måske jubeloptimistisk indimellem. Men det tror jeg er en del af Ambush' charme, og det har spillerne taget til sig. Ambush Esport har fundet sin partner.

Den nye aftale binder parterne sammen i lidt over de næste 11 måneder, og for at sikre at både holdet og organisationen forbliver sultne, er der opsat en masse mål for den kommende tid.
Zouheir Chreih er dog ikke helt klar til at lægge disse mål offentligt frem, men han fortæller dog, at et af dem er at komme i top 10:
Det finder du ud af om 11 måneder. Første delmål er på plads - forlængelse af kontrakterne! Spøg til side, så bliver det svært at sammenkæde 2 måneders skriveri, og samtaler til langt ud på natten til et svar. Som uddannet NLP coach, mellemleder, og fodboldtræner uddannelse (B licens), har jeg lært at arbejde med forskellige mål. Vi har korte mål og korte delmål, og mere langsigtede mål, og naturligvis langsigtede delmål. På den måde holder vi os hele tiden i gang og forbliver sultne.
Men - et af de klare mål, som jeg dog vil løfte sløret for er at være en fast del af Dust2.dk POWER rankings top10. Vi håber, at de stabile topresultater, vi har vist siden GO:CL Kval med en 3.-4. plads, 4. pladsen til GGW og 3. pladsen til seneste eOddset Masters, har gjort os fortjent til en Top10 placering, og så er første delmål indfriet. Og naturligvis vist at vi er et alsidigt hold til både live-turneringer og online.
Følgende spillere skal repræsentere Ambush i resten af 2018:
s0mmer
Sjuush
LATINOBOMBEN
quiNz
KaDaZ