
ESL Pro League vender tilbage til Odense
De sidste to år har ESL Pro League Finals været afviklet i Odense, og nu bekræfter Odincon, at den store turnering vender tilbage til den fynske by.
Odense og ESL tegnede i 2017 en tre år lang kontrakt, og det er derfor det sidste event, medmindre parterne når frem til en forlængelse. Der har tidligere været usikkerhed om, hvorvidt det ville blive ESL Pro League, da flere kilder tæt på forhandlingerne fortalte Dust2.dk, at parterne kraftigt overvejede Dota 2.
Medmindre der skabes en ESL Pro League i Dota 2 er disse planer skrottet, da CS:GO i skrivende stund er det eneste spil, hvori der er Pro League.
Hverken ESL eller Odense Kommune har meldt noget ud, men ifølge Odincon, som er fællesbetegnelsen for LAN-party, Pro League og Expo i Odense, afholdes ESL Pro League fra den 6. til 8. december i Jyske Bank Arena ligesom de to tidligere år.
Billetsalget til arrangementet er endnu ikke startet.