
Bekræftet: ESL Pro League Finals vender tilbage til Odense
Pressekonferencen var ikke engang startet, da ESL på deres hjemmeside offentliggjorde, at det store esportevent i Odense bliver ESL Pro League S8 Finals. Kort efter bekræftede Odense borgmester det.
Dermed bliver det præcis ligesom sidste år, hvor det var den sjette sæson af ESL Pro League, der blev afgjort i Odense.
Finalerne bliver en del af ODINCON esportsfestivalen, der også tæller et LAN party og en expo del, hvor der primært er fokus på robot- og droneteknologi, som Odense satser stort på.
Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, fortæller ydermere, at det denne gang ikke bliver kommunen, som står for ODINCON LAN party - det bliver Odense Sport & Event.
ESL Pro League S8 Finals afvikles fra den 4. til 9. december i Sparekassen Fyn Arena, hvoraf de tre første dage er afsat til gruppespillet, mens de tre sidste kommer til at rumme slutspillet.
I alt 16 hold deltager til finalerne i Odense, hvor der er over 6,3 millioner kroner på spil.
Billetsalget starter på torsdag, og de forventer udsolgt inden for otte dage, så det handler om at være hurtig på aftrækkeren. For dem, som købte billet sidste år, vil forsalget starte i morgen klokken 15:00.
Derudover fortæller ESL, at de for første gang vil afvikle gruppespillet foran publikum - det bliver der annonceret mere om senere.