Opret Log ind
Medi om udskiftninger i Alpha: "Det eneste, vi vidste, var, at der blev nødt til at ske noget"
Med et par sidste øjebliks udskiftninger i transfervinduet og en ny coach sigter Alpha efter overlevelse i Elgiganten Ligaen. Dette hører vi nærmere om i et længere interview med holdets IGL Medi.
Skrevet af: Alsofas    17. oktober 2020 08:00      

Medis mandskab blev samlet op af Alpha forud for denne sæson.

Vi er nu halvvejs gennem denne sæson af Elgiganten Ligaen, hvor fanfavoritten Alpha indtager bundplaceringen i tabellen med nul point.

Dust2.dk har taget fat i holdets in game leader Medi, for at høre nærmere om blandt andet de seneste udskiftninger og forventningerne set i lyset af resultaterne.

Skuffende resultater førte til udskiftninger

Forud for sæsonstart udtalte Medi, at holdet sigtede efter en top 6 placering, der giver adgang til slutspillet. Holdet havde bestemt for øje at undgå nedrykning og gerne levere et par upsets mod de større hold.

Vi havde helt sikkert en forhåbning om, at vi skulle forblive i ligaen indtil næste sæson. Derudover er det heller ingen hemmelighed, at vi ønskede at være i en position, hvor vi lavede en lille håndfuld upsets og dermed ville drille de større hold i ligaen lidt mere.

Holdet startede lovende ud med at spille op imod AGF, hvor det blev til et ellers godkendt 13-16-nederlag til storfavoritten AGF. Derefter gik det dog ned af bakke for Alpha-mandskabet, der stadig har til gode at hente deres første sejr i hus.

Ovenpå de skuffende resultater var der bred enighed blandt både spillerne og ledelsen om, at der skulle ske ændringer i det forestående transfervindue.

Nu hvor vi er omkring halvvejs i ligaen og stadig er med 0 point, vurderede vi allesammen, at det ville give god mening at søge nye og andre løsninger, end vi hidtil havde prøvet. 

Vi havde sammen med ledelsen snakket om, hvorvidt der skulle være udskiftninger, og det var vi alle enige om, der skulle, men vi havde ikke opskriften på den rigtige konstellation. Det eneste, vi vidste, var, at der blev nødt til at ske noget, hvorefter kabalen skulle gå op. 

Det resulterede i to nye spillere, da holdet hentede Kev og Hauge i transfervinduet og samtidig sagde farvel til LeguliaS og NolderN.

Både LeguliaS og NolderN er to rigtig gode holdkammerater og rigtig dygtige CS-spillere, så intet ondt om dem. Når det så er sagt, så har vi fået to anderledes spillere ind, som virkelig kan skyde fra sig. 

Henter hos konkurrenten

Det er ikke helt tilfældigt, at mandskabet hiver Kev ombord, da den 23-årige har voldt dem store problemer i deres seneste kamp mod Aalborg Rebels, hvor de nær hentede deres første sejr. Kampen måtte i to gange overtid, før Alpha led et 22-19-nederlag efter et ellers flot comeback.

Jeg mindes, at vi kommer bagud 3-10 som CT på Nuke, men formår dog at gå til halvleg bagud 5-10. Herfra tager vi egentlig én runde ad gangen, og min calling bliver lidt mere tempo præget, end den plejer at gøre, hvorfor vi pludselig er foran 14-12, men vi formår desværre ikke at lukke kampen.

Her skød den nu tidligere Aalborg Rebels-spiller Kev i den grad fra sig og leverede 32 kills. Hele scoreboardet og statistikker fra kampen mellem Alpha og Aalborg Rebels kan findes i  Liga-Universet her

Overtidsopgøret satte tanker igang hos holdet, der henter Kev på baggrund af ren firepower. Samtidig satser holdet på et endnu uprøvet talent i form af Hauge, der med sit individuelt høje niveau skal bidrage til at styrke holdets CT-side. 

Hver gang jeg har spillet mod Kev, har han skudt +30, og det i sig selv synes jeg egentlig er en fin grund til at hente ham ind, nu hvor der skulle skiftes ud. Jeg er sikker på, Kev er lige så god mod andre hold, som han altid har været mod mig.

Vores anden spiller, Hauge, er et uprøvet talent fra faceit grinden, som har et rigtig højt individuelt niveau, hvilket jeg bestemt tror kommer til at hjælpe os til at styrke vores CT-sider især. 

Erhverver coach: fisker alexsomfan fra 1. division

Udover de to nye spillere har Alpha erhvervet sig en erfaren herrer i form af alexsomfan som coach. Medi fortæller, at holdet længe har været på jagt efter en coach, og nu er valget faldet på en mand, som de allerede har lidt kendskab til.

fakez og deziper har tidligere spillet med netop alexsomfan og er overbeviste om, at han kan pege holdet i den rigtige retning.

Vi har egentlig hele sæsonen været lowkey på udkig efter en coach. Det har især været svært for mig som caller at effektivisere og justere alene. De andre på holdet har selvfølgelig hjulpet, men det er altid godt med et par ekstra øjne. 

Alex har enormt meget erfaring som spiller, hvor han også har callet på forskellige hold. Derudover har både fakez og deziper spillet sammen med ham på Made in Denmark, og de er sikre på, at han kan bidrage til holdets udvikling og pege holdet i den rigtige retning. 

Den 26-årige begår sig til daglig i 1. division A, hvor han spiller med LINDESCAPE-holdet, men nu har han fået noget af en opgave på bordet, når han skal styre Alpha til deres første sejr. 

Presset på tid op mod transfervinduet

Da Dust2.dk sendte live fra transfervinduet var ændringerne i Alpha oppe og vende i forbindelse med et interview med Martin Rosenbæk, der udover at være stifter af HLTV og Dust2.dk, indgår i ejerkredsen bag Alpha. 

Du kan se eller gense hele interviewet herunder.

I interviewet erkender Martin, at udskiftningerne lå klar i sidste øjeblik. Presset på tid blev det til to individuelt stærke spillere, der skal hjælpe med at nå målet for den resterende del af sæsonen, som lyder på '6 sejre i 11 kampe'.

"Jeg håber og tror dog stadig på, at vi kan redde denne sæson"

Spørg man Medi, kan sæsonen stadig reddes, så Alpha også er at finde i næste sæson af Elgiganten Ligaen, selvom de får travlt, når de to nye spillere skal spilles ind. 

Hvad angår den resterende del af sæsonen, så har vi jo lidt travlt, nu hvor vi skal have spillet de to nye drenge ind. Lige nu ser holdet og jeg frem til at komme i gang igen, og forhåbentlig indløse vores første sejr i næste spillerunde. 

Målet er at nå og redde så mange point hjem som muligt og håbe på, at det var den feberredning, der skulle til, for at vi kan blive i ligaen eller i det mindste spille om overlevelse.

Jeg håber og tror dog stadig på at vi kan redde denne sæson, så i også ser os i næste sæson.

De to nederste hold i tabellen rykker direkte ned, mens nummer 10 skal forsvare deres plads mod udfordrene fra 1. division. Stillingen i alle ligaens divisioner kan følges her

LÆS OGSÅ
Sådan forløber op- og nedrykning i denne sæson

Samlet op af Alpha

Før mandskabet kom ind varmen hos Alpha-organisationen, spillede de under navnet VUSQ, hvor de formåede at rykke op fra 1. division i sidste sæson. 

Medi lægger heller ikke låg på, at der pludselig var et lidt andet pres, som dog hovedsageligt kom fra dem selv, da ledelsen har været en god støtte med tiltro til spillerne.

Det var selvfølgelig spændende første gang, vi blev kontaktet af Alpha! Det er en stor organisation, som også har noget historie bag sig fra tidligere år, og det håbede drengene og jeg, at vi kunne repræsentere i fremtiden. 

Omvendt tror jeg, at vi på holdet lagde et større pres på os selv, da vi nu ikke kun skulle spille som VUSQ, men at vi nu også skulle repræsentere sådan et stærkt brand. Vi har derefter fundet ud af, at presset kun kommer fra os selv, og at ejerne hos Alpha alt andet lige støtter os og tror på os i projektet.

LÆS OGSÅ
Alpha genopstår med kendisser i ejerkredsen

Medis mandskab drager på slagmarken under Alpha-banneret igen på mandag, hvor de har to kampe på programmet. Her venter topholdene MASONIC og Copenhagen Flames. Det fulde overblik over holdets resterende kampe kan ses i Liga-Universet.

Alpha består af: 

  • dk Medi
  • dk fakeZ
  • dk dez1per
  • dk Kev
  • dk Hauge
     
  • dk alexsomfan (coach)
Ingen kommentarer endnu. Del dit indspark.
Log ind eller opret en bruger for at kunne kommentere