
North opdaterer logoet og forlænger med Kjaerbye
I går gik North nærmest helt i sort, da hjemmesiden blev lagt ned samt alt på de sociale medier blev slettet, men nu er det blevet afsløret, hvad mystikken handlede om.
North har nemlig, som mange forudså, gennemført en rebranding, hvor logoet dog stadig er en løve, der har fået et lidt anderledes udtryk. Samtidig peger meget af designet på den nye hjemmeside mod et vikinge-tema.
I samme ombæring har North netop offentliggjort, at organisationen og Kjaerbye forlænger kontrakten. Der er dog ingen meldinger om, hvad der sker med de resterende spillere, mens længden på Kjaerbyes nye kontrakt heller ikke er kendt.
North har i løbet af sidste kvartal i 2019 gennemgået en større udskiftning i ledelsen, hvor der blandt andet er kommet en ny direktør og sportsdirektør til.
Nu ankommer der også en mentaltræner, Christian Engell, som tidligere har arbejdet med blandt andre William Kvist og Kasper Schmeichel.
Optimering af præstationer har eksisteret i sport siden begyndelsen. Det er ikke noget, som hverken vi eller andre esport organisationer har opfundet. Men det er noget, vi sigter mod at forfine endnu mere, udtaler direktør Christian Håkonsson.
North melder også ud, at organisationen har forøget marketingsbudgettet og professionaliseret teamet, der fremover skal sikre, at esport fans i højere grad vælger at følge North.
Hvad alt dette kommer til at betyde for Norths CS:GO hold må tiden vise, men indtil videre består North fortsat af:
Kjaerbye
JUGi
gade
aizy
cajunb
mithR (Coach)
