
b0RUP skyder MASONIC et skridt videre i København
Det danske POWER Liga-hold, MASONIC, holder liv i drømmen om at vinde Parken Challenger Championship Season 7, hvor holdet nu som minimum er sikret en plads i top 3.
Danskerne åbnede den tredje og sidste dag i den syvende udgave af Parken Challenger Championship, da de søndag formiddag fra klokken 10:00 stod over for ungarske Honvéd i turneringens lowerbracket-finale.
Her viste MASONIC sig som det bedste hold på dagen, da de vandt opgøret med 2-0 samlet efter en stærk holdindsats, hvor alle fem MASONIC-spillere havde en rating over 1,00 og fordelte kills meget ligeligt mellem sig.
Én spiller stak dog en smule ud, og det var holdets erfarne mand, den 26-årige b0RUP, der sluttede som kampens bedste spiller med 34 kills og en rating på 1,41.
MASONIC vandt lowerbracket-finalen med cifrene 13-6 på Dust2 og 13-10 på deres eget mapvalg, Overpass.
Holdets næste opgave på Crowne Plaza bliver consolidation-finalen, som starter klokken 16:00. Her skal de op imod taberen af upperbracket-finalen, som står mellem BASEMENT BOYS og Inner Circle Academy. Den kamp starter klokken 13:00.








