Luminosity har angiveligt udset sig lux som den første spiller på organisationens nye CS-hold.

Medie: Luminosity forhandler med bænket Legacy-kaptajn

Ifølge Dust2.com.br vender Luminosity tilbage til CS-verdenen med et nyt hold, og de har udset lux som den første brik på holdet.

Ledelsen hos Luminosity har længe luftet tanken om at vende tilbage til Counter-Strike, og nu ser det ud til snart at blive en realitet.

Den majorvindende canadiske organisation, der vandt majoren MLG Columbus 2016 med et brasiliansk hold bestående af FalleN, fer, coldzera, fnx og TACO, har ikke haft et Counter-Strike-hold siden 2019.

Ifølge Dust2.dks brasilianske søsterside, Dust2.com.br, vender de dog meget snart tilbage til CS. Dust2.com.br mener nemlig angiveligt at vide, at de forhandler med Legacy om holdets bænkede brasilianske IGL, lux, der er udset som den første brik på holdet i Luminositys tilbagevenden til CS.

Mediet mener at vide, at parterne - både Legacy og lux selv - er i fremskredne forhandlinger med Luminosity. Den 24-årige brasilianer, lux, blev bænket hos Legacy tilbage i begyndelsen af februar, hvor han blev erstattet af arT.

Dust2.com.br mener angiveligt også at vide, at Luminositys nye CS-hold ikke bliver et rent brasiliansk hold, selvom de eftersigende henter en brasiliansk IGL. I stedet kommer de til at starte fra ny med et internationalt hold.

Luminositys CEO, Steve Maida, har også allerede været ude og kommentere på Dust2.com.brs historie. Her bekræftede han, at de har spurgt ind til lux' situation, men afsluttede med den relativt uforpligtende udtalelse, at "hvis den rette mulighed byder sig, vil jeg selvfølgelig meget gerne vende tilbage til CS-scenen".

X-brugeren Ozzny har ligeledes lagt et opslag op på X med relation til Dust2.com.brs historie, og det har Steve Maida også kommenteret på i et svar, som kan læses her.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.