
Vitality præsenterer akademihold
Allerede i begyndelsen af året sidste år begyndte rygterne at svirre om, at Vitality havde i sinde at samle et akademihold.
Rygterne tog til, da det franske medie La Source og den franske streamer KRL i midten af august sidste år kunne berette, at Vitality ville præsentere holdet inden længe, i øvrigt med danske dupreeh som træner.
Sommeren 2025 blev til efterår, og efterår blev til vinter, uden der dog skete noget eller var noget nyt omkring et potentielt akademihold hos organisationen, der lige nu tæller det bedste CS-hold i verden - måske nogensinde.
Langt om længe er ventetiden dog nu ovre, for tidligt onsdag eftermiddag den 22. april kunne Vitality endelig - i et opslag på X - løfte sløret for deres akademihold. Et akademihold, de altså har været længe undervejs.
Det er dog ikke dupreeh, der, som rygtet lød i sommers, kommer til at blive træner for Vitalitys akademihold. I stedet bliver Pablo "VdaK1NG" Escobar akademiholdets træner. Han kom til Vitality i september sidste år, hvor han i første omgang blev hentet ind som dataanalytiker.
Selve holdet kommer til at bestå af det 16-årige franske talent Katkame samt 16-årige Reqqen fra Estland, 17-årige lucaZ fra Rumænien, 18-årige patrenzo fra Slovakiet og den 19-årige ukrainer Dafra1D. Netop Dafra1D bliver holdets IGL, mens Katkame indtager rollen som holdets AWP-spiller.
Vitality Academy består af:
-
Dafra1D -
Katkame -
lucaZ -
patrenzo -
Reqqen -
VdaK1NG (Coach)
Holdets kaptajn, Dafra1D, har ifølge HLTV spillet et par kampe for kONO tilbage i 2024. Katkame spillede for holdet Prodigy ved LAN-turneringen Gamers Assembly Festival 2026 i begyndelsen af april, og der kloklede han sine hidtil eneste kampe på HLTV ind på kontoen.
Reqqen har også spillet en enkelt kamp, som er registreret på HLTV. Det var tilbage i 2024. Holdets to sidste medlemmer, lucaZ og patrenzo, har endnu deres første HLTV-kampe til gode.














