sycrone analyserede sig frem til, at der var behov for ændringer i startfemmeren hos MOUZ.

sycrone forklarer store ændringer hos MOUZ

MOUZ' danske træner har sat ord på de markante ændringer, som MOUZ har foretaget sig, og så har jL sat ord på sit skifte til holdet.

Lørdag, den 18. april - dagen efter MOUZ blev slået ud af Spirit i kvartfinalen ved IEM Rio 2026 - annoncerede organisationen markante ændringer på holdet.

Både Jimpphat og Brollan er blevet bænket. I stedet har MOUZ hentet den litauiske stjernespiller jL ind fra NAVI på en lejeaftale, mens det 17-årige ungarske stortalent xelex rykkes op på førsteholdet fra akademiholdet MOUZ NXT.

MOUZ stiller dermed op med jL og xelex ved de kommende turneringer, PGL Astana 2026 og CS Asia Championships 2026. Samtidig overtager xertioN rollen som holdkaptajn.

Ved sommerens major, IEM Cologne Major 2026, vender Brollan dog midlertidigt tilbage til startfemmeren og erstatter jL. Det skyldes turneringsreglerne, som kræver, at holdene stiller med det hold, der var registreret ved invitationen den 6. april, hvor der kun må foretages én ændring.

Kort efter offentliggørelsen af ændringerne delte MOUZ' danske cheftræner, sycrone, et opslag på X med en længere udtalelse, hvor han forklarede beslutningen bag rokaderne - og gjorde det klart, at det i sidste ende var hans beslutning.

Her lagde han vægt på, at ændringerne på holdet ikke kun handler om præstationer, men også om mennesker:

Disse øjeblikke er aldrig nemme, fordi roster-beslutninger aldrig kun handler om præstationer på scoretavlen. De involverer mennesker, der har investeret deres tid, energi, identitet og hjerte i dette hold.

Særligt Brollan blev fremhævet for sit lederskab og sin indsats:

Det, han har givet til denne gruppe, fortjener ægte anerkendelse. Den måde, han har ofret sig for holdet på, og den passion, han har vist - især gennem svære øjeblikke - har været exceptionel.

Om beslutningen erkender sycrone samtidig, at den ikke nødvendigvis er fair:

Sandheden er, at denne beslutning ikke er fair over for ham på et personligt plan. Men lederskab handler nogle gange om at acceptere, at fairness og nødvendighed ikke altid er det samme.

Også Jimpphat fik ros med på vejen for sin udvikling og betydning for holdets resultater, hvor træneren blandt andet fremhævede hans mekaniske niveau og potentiale.

Afslutningsvis understregede sycrone, at ansvaret for holdets resultater ikke ligger hos enkelte spillere, men er et fælles ansvar på tværs af hele organisationen - og sendte samtidig en opfordring til omverdenen om at huske den menneskelige side af spillet.

Med ændringerne går MOUZ nu ind i en ny fase, hvor både en etableret profil som jL og et ungt talent som xelex skal forsøge at løfte holdet tilbage mod toppen.

Her er sycrones udtalelse i sin fulde længde - oversat fra engelsk til dansk:

I dag har vi truffet den svære beslutning om at gå videre med ændringer i vores lineup og bænke to spillere. Disse øjeblikke er aldrig nemme, fordi roster-beslutninger aldrig kun handler om præstationer på scoretavlen. De involverer mennesker, der har investeret deres tid, energi, identitet og hjerte i dette hold.

Først vil jeg især takke Ludwig (Brollan, red.). Det, han har givet til denne gruppe, fortjener ægte anerkendelse. Den måde, han har ofret sig for holdet på, den passion, han har vist, og den konsekvens, hvormed han har forsøgt at lede i enhver fase - især gennem svære øjeblikke - har været exceptionel. Han trådte til ansvar, omfavnede presset og voksede enormt som leder.

Sandheden er, at denne beslutning ikke er fair over for ham på et personligt plan. Men lederskab handler nogle gange om at acceptere, at fairness og nødvendighed ikke altid er det samme. Lige nu tror vi, at dette er det, holdet har brug for for at kunne bevæge sig fremad.

Jeg vil også gerne takke Jimi (Jimpphat, red.) for at træde ind i sin allerførste tier 1-atmosfære og levere, som han har gjort. Han har spillet en afgørende rolle for, at vi har haft så mange dybe turneringsforløb og så mange playoff-optrædener i en så ung alder. Ingen kan benægte den karriere, han har foran sig. Han besidder mekanisk evne og en lignende stil, som kun få har. Han har altid været imødekommende og villig til at lytte. Han bragte glæde, hjerte og karakter til gruppen, og det fortjener anerkendelse.

Det er også vigtigt at sige, at vores seneste resultater aldrig handlede om én person eller to personer. Succes og fiasko i et team-miljø er altid multifaktorielt. Vi deler alle ansvaret. Stab, spillere, struktur, momentum, selvtillid, udefrakommende pres - det hele spiller en rolle. Ingen enkelt spiller bør bære vægten af den historie alene.

Jeg vil også sige noget, der går ud over selve spillet. Disse spillere er unge talenter, men først og fremmest er de menneskelige væsener. Dette er deres liv. De giver alt, hvad de har, for at konkurrere, udvikle sig og repræsentere denne organisation. Jeg kunne godt ønske mig en smule mere menneskelighed fra omverdenen, når de bliver bedømt - især i svære perioder.

Til de berørte spillere: I har min respekt og taknemmelighed. Det, I har givet dette hold, betyder noget, og det vil fortsat betyde noget. Endnu en gang tak, Ludwig, og tak, Jimi.

"Aura er ikke alt"

Den ene af de to nye ansigter hos MOUZ er den 26-årige litauer jL, der som nævnt er skiftet til MOUZ på lejeaftale. Han er udlejet fra NAVI.

Den tidligere majorvinder og major-MVP glæder sig til at trække MOUZ-trøjen over hovedet. Det afslørede han i en video, som han lagde op på sin YouTube-kanal søndag.

I videoen, som varer 3 minutter og 30 sekunder, taler jL ud om sit skifte til MOUZ og udtaler, at han glæder sig til at komme i gang. Han afslørede endvidere, at han vil fortsætte med at vlogge, og at han vil være med til at sørge for, at folk den vej kommer til at lære MOUZ-spillerne bedre at kende.

Jeg har talt med dem et par gange. De er nogle fantastiske fyre. Dem, der siger, at de ikke har nogen udstråling (aura, red.): Ja, på en måde er jeg enig. Men de er gode mennesker, og udstråling er ikke alt. De forsøger at være respektfulde. De forsøger at respektere deres modstandere og fællesskabet. Og jeg føler, at udstråling nogle gange kommer af at være lidt negativ, så at sige.

Jeg vil prøve at hjælpe dem. Jeg vil lægge dem på min YouTube, på mine vlogs, på mine streams og faktisk prøve at vise, at de er mennesker ligesom dig og mig, udtaler jL blandt andet i sin video.

jLs video, hvor han taler om sit skifte til MOUZ, kan ses herunder, mens sycrones oprindelige opslag på X, hvor han udtaler sig om de seneste ændringer hos MOUZ, kan findes i bunden af nyheden.

Den første opgave for MOUZ med jL og xelex på holdet i stedet for Brollan og Jimpphat bliver ved PGL Astana 2026, som løber af stablen fra den 9. til 17. maj.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.