
Optakt: Er Spirit tilbage - eller fortsætter Vitality-dominansen?
Spirit har været blandt turneringens helt store historier. Holdet har spillet sig i finalen med en imponerende stabilitet og et kollektivt niveau.
Selvom donk stadig er holdets største profil, har vejen til finalen vist, at Spirit ikke er afhængige af én spiller i alle kampene. magixx og zont1x er trådt frem i afgørende øjeblikke, senest i semifinalen, og det er med til at gøre holdet langt sværere at læse.
Det er samtidig Spirits første finale siden deres triumfer sidste sommer, og en sejr vil markere deres tilbagevenden til toppen af international CS.
På den anden side står Vitality – et hold, der ikke bare spiller for et trofæ, men for en plads i historiebøgerne.
Med sejre ved IEM Dallas 2025, ESL Pro League Season 22 og IEM Kraków 2026 er de kun én serie fra deres anden ESL Grand Slam.
Profiler som ZywOo og ropz har vist topniveau gennem hele turneringen, og med erfaringen fra store finaler er Vitality favoritter på papiret.
Men presset er enormt – og spørgsmålet er, om det bliver en drivkraft eller en hæmsko.
Kampen om tredjepladsen
Inden finalen ved IEM Rio skal FURIA og Falcons gøre op om tredjepladsen i en kamp, der langt fra er ligegyldig.
For FURIA handler kampen i høj grad om at slutte turneringen stærkt foran de brasilianske fans. Holdet har vist lovende takter – især i de tidlige runder og på CT-siden – men har haft svært ved at lukke kampene mod de absolutte tophold.
Dette var også tilfældet senest mod Vitality i semifinalen, hvor holdet hurtigt bragte sig på 6-0, men måtte nøjes med 7-5 til halvleg.
Falcons kommer fra et smertefuldt nederlag til Spirit, hvor især T-siden faldt helt sammen. Holdet har dog stadig masser af firepower – især i m0NESY, som indtilvidere i turneringen har en gennemsnitlig rating på 1,51.
Problemet har været manglende struktur og stabilitet, hvor gode perioder hurtigt bliver afløst af udfald.
Så nøglen for Falcons må være en god gameplan fra zonic, der har masser af erfaring med store kampe på scenen ved de største events.
Søndagens kampe kan følges direkte på streamen herunder:






































