
Et rørende farvel: Hør FalleNs afskedstale og læs reaktionerne på hans karrierestop
Tårerne fik frit løb, både hos FalleN selv og hos alle de fremmødte i Farmasi Arena, da den brasilianske legende fra scenen i arenaen annoncerede sit karrierestop ved IEM Rio 2026.
Den 34-årige brasilianske legende annoncerede fra scenen ved IEM Rio i hjemlandet, at han stopper karrieren ved udgangen af 2026. Til den tid vil den brasilianske superstjerne være fyldt 35 år og have været aktiv som CS-spiller i 21 år.
I første omgang meldte han ud, at han stopper spillerkarrieren, så om han også forlader CS-miljøet helt, når 2026 bliver til 2027, vides endnu ikke.
Den overraskende udmelding fra FalleN har naturligvis affødt en masse reaktioner fra alle hjørner af CS-verdenen, og især på X flød det hurtigt over med hjertelige reaktioner på brasilianerens karrierestop.
FalleN selv kunne ikke holde tårerne tilbage, da han annoncerede sit karrierestop. Han var dog ikke den eneste, der lod tårerne få frit løb - stort set hele arenaen var grædefærdig - og på X flyder tårerne også i de mange reaktioner.
Hele FalleNs afskedstale fra scenen ved IEM Rio 2026 kan ses og høres her:
Stopper på toppen
Uanset hvordan resten af FalleNs tid hos FURIA forløber, inden han stopper spillerkarrieren, er der ingen tvivl om, at han stopper på toppen.
Når FalleN stopper, kan han se tilbage på en karriere, der har varet i over 20 år, og som startede i 2005, hvor der blev spillet Counter-Strike 1.6. I sine tidlige år spillede FalleN i øvrigt både CS 1.6 og Counter-Strike: Source.
Da CS:GO tog over og senere blev til CS2, slog FalleN for alvor sit navn fast med syvtommersøm i CS-verdenen. Det var her, han høstede sine største triumfer, inklusive to major-titler, som han vandt med Luminosity og SK ved henholdsvis MLG Major Columbus 2016 og ESL One Cologne 2016 - altså for ti år siden.
Alt i alt har FalleN indtil videre vundet 10 store tier 1-turneringer, inklusive de to majorsejre, og derudover har han vundet yderligere otte titler i mellemstore turneringer.
På det individuelle plan har FalleN også høstet en masse hæder. I 2016 blev han kåret til verdens næstbedste spiller, mens han var verdens sjettebedste året efter, i 2017.
I løbet af karrieren har han ydermere modtaget fire MVP-medaljer. Han blev blandt andet kåret som turneringens bedste ved DreamHack Austin 2016, ESL One Cologne 2017 og BLAST Pro Series Copenhagen 2017.
FalleNs seneste turneringssejr kom ved BLAST Rivals 2025 Season 2 i midten af november sidste år, hvor legenden og hans nuværende arbejdsgiver, FURIA, strøg helt til tops. Udover BLAST Rivals-turneringen vandt FalleN og FURIA yderligere tre trofæer i 2025 ved FISSURE Playground 2, Thunderpick World Championship 2025 og IEM Chengdu 2025.
Reaktioner fra hele verden
På X var det primært FalleNs arbejdsgiver, FURIA, samt ESL, der arrangerer turneringen IEM Rio 2026, hvor FalleN annoncerede sit karrierestop, der var ude med de første reaktioner.
Ellers er det væltet ind med reaktioner fra nær og fjern, hvor både personligheder fra CS-miljøet, konkurrerende hold og spillere samt medspillere har været ved tasterne med reaktioner på FalleNs pludselige udmelding.
Hos holdkammeraterne har reaktionerne været kortfattede, men deres reaktioner i arenaen sagde også det hele, hvor alle holdkammeraterne, inklusive den unge molodoy, havde tårer løbende ned ad kinderne.
Herunder kan du se et udvalg af nogle af de forskellige reaktioner, der har været på X, på FalleNs udmelding om, at han stopper karrieren ved årsskiftet.





















