FlowiS vender retur til eSpuma, som skal spille i CEPTER 2. Division A i sæson 32.

Tre måneder senere: eSpuma præsenterer igen nyt hold

Det er ikke mere end tre og en halv måned siden, eSpuma sidst præsenterede et nyt main-hold, men nu har de igen præsenteret et nyt hold.

Den 4. januar præsenterede eSpuma deres nye holdkort for 2026 forud for sæson 31 af POWER Ligaen og CEPTER Divisionerne, hvor de spillede med i CEPTER 2. Division A.

Organisationens nye main-hold - eller rettere sagt førstehold - forblev dog ikke intakt særligt længe, efter holdet var præsenteret. Allerede halvanden måned senere, i transfervinduet midt i sæson 31 af CEPTER Divisionerne, foretog holdet nemlig de første udskiftninger.

Dengang sagde de farvel til hele tre spillere, nemlig AlexAJ, m4nse og Olicsa, mens b0ggi, kani og Hotter blev tilbage og fik følgeskab af Kell3r, senz og tr1lle.

Senere, i løbet af foråret, blev AlexAJ og m4nse præsenteret som en del af Linx Legacys nye hold, mens Olicsa blev offentliggjort som en af fem spillere hos det nystartede hold Nyxon eSports.

eSpuma spillede sæson 31 færdig med b0ggi, Hotter, kani, Kell3r og tr1lle, mens senz primært fungerede som reserve. Holdet sluttede sæsonen på en femteplads i CEPTER 2. Division A.

Efter sæsonen var overstået, forlod kani også holdet. Han sluttede sig senere, i begyndelsen af april, til AlexAJ og m4nse hos Linx Legacy, da han blev præsenteret som en del af deres nye hold.

Fire nye ansigter

Det var altså ikke længe, det nye førstehold hos eSpuma for 2026 nåede at holde.

Den eneste spiller, der stod tilbage på holdet efter sæson 31, var b0ggi, men han skal nu ikke længere føle sig som "Palle alene i verden" hos eSpuma, da organisationen sent torsdag aften igen, for anden gang hidtil i år, præsenterede et nyt main-hold.

Her har b0ggi fået fire nye legekammerater, som han skal spille på hold med i sæson 32, hvor han og resten af eSpuma-holdet igen er at finde i CEPTER 2. Division A.

De fire nye ansigter hos eSpuma er de to tidligere HyperioN-spillere, FlowiS og LethJ, samt den tidligere HyperioN Academy- og Sashi Academy-spiller Thom og den 23-årige givenchy, som er rykket op på førsteholdet fra eSpuma acd.

For FlowiS' vedkommende betyder skiftet, at han vender tilbage til det hold, han også repræsenterede i sæson 28 af POWER Ligaen og CEPTER Divisionerne. Dengang hjalp han eSpuma frem til en tredjeplads i CEPTER 2. Division A.

eSpuma består nu af:

  • Danmark b0ggi

  • Danmark FlowiS

  • Danmark givenchy

  • Danmark LethJ

  • Danmark Thom

Det nye eSpuma-hold får sin ilddåb i den nye sæson af CEPTER Divisionerne den 21. april, når de tager hul på CEPTER 2. Division A med to kampe, hvor de - medmindre kampene bliver rykket - møder henholdsvis Ølgod Efterskole 2 og LUX eSport.

#1(Med 1 svar)
17. april 2026 kl. 19:48
zEden
var espuma ik lukket
#2(Med 0 svar)
19. april 2026 kl. 10:22
Teacha101
det blev trukket tilbage :D
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.