
ECSTATIC-træner: "Vi vil gerne få rystet posen lidt"
Efter et 2026 med en masse skuffende resultater valgte ECSTATIC torsdag aften at ryste posen. Den danske organisation placerede nicoodoz, Buzz, Anlelele og TMB på bænken.
Dermed er stortalentet nut nut og træneren Sinzey de eneste tilbage på holdkortet. Over for Dust2.dk erkender træneren, at resultaterne ikke var gode nok.
Resultaterne taler jo for sig selv, de var ikke gode nok. Taget i betragtning af ECSTATIC's investering i holdet, så var der også forventninger i forhold til resultaterne, som ikke blev levet op til.
Der var ikke "ét problem" som sådan på holdet, der var en masse små ting, som også gjorde det svært at se en fremtid med det daværende hold. Vi vil gerne få rystet posen lidt, få noget ny energi og sult ind på holdet som tør vise hvad ECSTATIC er og står for!
Som bekendt var nut nut den eneste, der beholdte sin plads på startfemmeren, ligesom Sinzey fortsætter i trænertjansen.
Sinzey forklarer, at han og ECTATIC ser 20-årige nut nut som et af de største talenter i Danmark, som man derfor helt naturligt ikke har lyst til at give afkald på.
Jeg er jo forholdsvis ny på holdet, så det var egentlig ret naturligt, at jeg forblev på holdet og hjalp med genopbygningen af holdet. Især i det daglige som coach, hvor jeg kan være mere en del af holdet end ejerne. nut nut er et af de største talenter, vi har i Danmark, som vi ikke vil give slip på, da vi ser ham som en stor del af genopbygningen af vores nye hold.
Kan du fortælle, hvor langt I er med at genopbygge?
Vi er i den absolutte startfase af at genopbygge. Vi ser markedet an for at se, hvilke muligheder vi har og tager beslutninger, når vi ved mere.
Hele ejerkredsen var en del af beslutningen
Derudover slår Sinzey fast, at det ikke er en beslutning, som er kommet ud af det blå. Der har løbende været en dialog mellem ejerkredsen og ham.
Derfor var hele ejerkredsen også en del af den endelige beslutning om at starte på en frisk med nut nut og Sinzey i spidsen.
Beslutningen kommer ikke ud af det blå. Det er en løbende dialog i ejerkredsen mellem hinanden og mig. Vores head2head ift VRS lå også på en -160 stykker, som ville gøre det svært i fremtiden til at komme længere op, selv flere måneder fremad.
Hele ejerkredsen var en del af beslutningen om, hvad der skulle ske, hvor jeg som coach blev spurgt til råds om mit input, løbende fordi jeg sad med drengene til hverdag.

























