hAdji håber stadig en organisation vil tage de resterende spillere fra illwill til sig.

Franskmand bønfalder: "Hent os, før holdet går i opløsning"

Mixholdet illwill er tæt på at gå helt i opløsning, og nu er hAdji kommet med en bøn til organisationer om at hente holdets resterende spillere.

Det organisationsløse mixhold illwill gik på kort tid fra slot til ruin - endda uden at have tag over hovedet - da de inden for kort tid gik fra at være tæt på at spille sig til sommerens major til at være et hold i komplet opløsning.

Nærmest frem til det sidste, inden major-cutoff den 6. april, var holdet med i kampen om de sidste pladser til majoren i den europæiske VRS-region, men filmen knækkede i begyndelsen af marts, hvor de mistede deres kaptajn, nEMANHA.

Den 28-årige serbiske IGL valgte højst overraskende at skifte fra illwill til nordamerikanske Wildcard den 6. marts, altså blot en måned før major-cutoff. På det tidspunkt var holdet stadig i spil til de sidste europæiske majorpladser, men efter nEMANHAs afgang gik gassen langsomt helt af ballonen.

Kort før og lige efter nEMANHAs skifte til Wildcard spillede de et par turneringer, hvor de stillede op med forskellige stand-ins. Det var her, og i den lukkede europæiske kvalifikation til PGL Astana 2026, at de endegyldigt røg ud af majorræset.

Holdets opløsning kulminerede i begyndelsen af april, hvor de først - kort inden HLC Beograd PRO 2026 - mistede rumænske adamS. Senere, søndag i sidste uge, den 12. april, sagde polske dycha også farvel til holdet, som pludselig var reduceret til blot to spillere.

illwill består af:

  • 7Kick

  • hAdji

Selvom holdet nu er nede på blot to spillere, har den ene af de to, den 30-årige franskmand hAdji, dog ikke opgivet at holde liv i holdet.

I et opslag på X fremlagde han onsdag eftermiddag en bøn til organisationer om at hente holdet ind, inden han og 7Kick vælger at dreje nøglen rundt og lukke holdet helt ned.

På X skrev hAdji følgende:

En ledig kerne er tilgængelig. Vi er en kerne i top 42 på verdensranglisten og top 29 i Europa, som allerede har accepteret at deltage i nogle kommende turneringer. Til alle organisationer derude: sidste chance inden holdet går i opløsning.

Eftersom en kerne i VRS-sammenhæng består af tre spillere, må det formodes, at adamS er villig til at vende tilbage, hvis de to resterende spillere finder et hjem med tag over hovedet til holdet.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.