
Optakt: Astralis jagter finaleplads i PGLs studie
En af kalenderårets mest prestigefyldte studieturneringer, hvor slutspillet afvikles i et studie i stedet for i en arena, er PGL Bukarest.
Årets udgave af PGL Bukarest, PGL Bukarest 2026, er ved at være ved vejs ende. Der resterer blot fire kampe i dette års udgave af turneringen, nemlig de to semifinaler, bronzekampen og finalen.
De to semifinaler ved PGL Bukarest 2026 løber af stablen fredag. Her jagter Astralis, 3DMAX, FUT og The MongolZ de to finalepladser.
Den første semifinale, som står mellem Astralis og franske 3DMAX, sættes i gang fredag eftermiddag klokken 16:00. Det er tredje gang, de to hold møder hinanden indtil videre i år.
Astralis har endnu ikke tabt til 3DMAX i 2026 og må dermed betegnes som favoritter forud for fredagens semifinale. HooXi og co. slog franskmændene med 13-2 og 13-11 ved PGL Cluj-Napoca 2026 den 15. februar. Senest besejrede Astralis det franske hold i den 23. udgave af ESL Pro League, hvor de vandt med cifrene 13-6 og 13-5.
Under de to mandskabers møde ved PGL Cluj-Napoca blev opgøret afviklet på Overpass og Nuke. Og senest, under de to mandskabers indbyrdes Pro League-opgør den 4. marts, blev serien spillet på Dust2 og Overpass. Astralis valgte Overpass begge gange.
Lige så snart Astralis mod 3DMAX er overstået, gælder det den anden og sidste semifinale, som er FUT mod The MongolZ. Mødet mellem de to hold starter klokken 19:00, hvis alt forløber efter planen.
FUT og The MongolZ har aldrig mødt hinanden før, og semifinalen mellem de to hold bliver dermed det første møde mellem de to mandskaber.
Her er det fulde overblik over fredagens semifinaler ved PGL Bukarest 2026:
-
16:00 -
Astralis vs.
3DMAX -
19:00 -
FUT vs.
The MongolZ
PGL Bukarest kategoriseres i øvrigt som en tier 1-turnering og har en samlet præmiepulje på næsten 8 millioner kroner. Det er som nævnt et af kalenderårets eneste store events, hvor slutspillet også afvikles i et studie.
Det andet store studieevent i år uden et slutspil i en arena er PGL Masters Bukarest 2026, som afvikles fra den 24. til 31. oktober - ligeledes i PGLs studie.
Følg med her:
Begge semifinaler kan følges direkte på streamen herunder.



























