dexter fra THUNDER dOWNUNDER spiller sin syvende major ved IEM Cologne Major 2026.

Mød THUNDER dOWNUNDER: Australiens nye majorhåb

Det er nok de færreste, der kender til THUNDER dOWNUNDER, men det kommer de snart til, da holdet deltager ved majoren i Köln.

Der er nok på forhånd mange, der har tænkt sig at vælge australske THUNDER dOWNUNDER som deres ene 0-3-valg i pickems for første stadie ved sommerens major i Köln.

Men hvem er de fem gutter fra Down Under egentlig, hvordan har de fået at spille sig til majoren - som et lyn fra en klar himmel - og er de bare en lille byge der passerer hurtigt, eller kommer de vitterligt til Tyskland med bulder og brag?

Den australske tordenbyge blev dannet for snart fem måneder siden, den 14. oktober. Holdet består af tre tidligere Renegades-, Grayhound- og FlyQuest-spillere samt to tidligere Rooster-spillere.

I spidsen for holdet er den erfarne dexter, som tidligere i karrieren har spillet for blandt andet Grayhound, Renegades, MOUZ, fnatic, Grayhound igen og FlyQuest.

Siden holdet blev dannet, har de i øvrigt ikke skiftet ud - ikke bare én eneste gang - og de består dermed af de nøjagtig samme fem spillere og den samme træner, som startede holdet tilbage i oktober.

THUNDER dOWNUNDER er:

  • Australien aliStair

  • Australien asap

  • Australien dexter

  • Australien Liazz

  • Australien TjP

  • Australien viridian (Coach)

Udover dexter har både Liazz og aliStair også tidligere spillet for Renegades, Grayhound og FlyQuest. Af to omgange har Liazz og aliStair desuden spillet sammen hos ORDER. Trioen med dexter, aliStair og Liazz kender altså hinanden ind og ud.

Med sig ind på det nye hold har de tre tidligere Grayhound- og FlyQuest-spillere taget den tidligere Paradox- og Rooster-duo, asap og TjP, samt den tidligere Mindfreak-træner viridian.

De første gnister

Men hvordan er det egentlig lykkedes for den nydannede tordensky at drive hele vejen fra Australien mod Tyskland for til sommer at sætte sig fast på himlen over Köln?

Det begyndte med det første lille lynnedslag i midten af november sidste år, en måned efter holdet var blevet dannet. Her deltog holdet i deres første turnering, som var onlineturneringen CCT Season 3 Oceania Series 3, hvor de endte med at blive nummer to efter Ground Zero.

Det var dog kun begyndelsen på en lang rejse, og derefter begyndte tingene for alvor at tage fart.

Alt imens de blev nummer to i CCT Season 3 Oceania Series 3, kvalificerede de sig også til DFRAG Open Series 2 via de åbne kvalifikationer. DFRAG Open Series 2 blev skudt i gang den 6. december, og det var her, de leverede det første mærkbare tordenskrald.

Holdet vandt onlineturneringen DFRAG Open Series 2 med en finalesejr over Mindfreak. De var altså så småt begyndt at slå gnister, men det var først efter årsskiftet i 2026, at de for alvor bragede igennem og kom med de helt store lynudladninger.

Vejen til Köln

I begyndelsen af 2026 startede dexter og co., hvor de slap året forinden, men de byggede også yderligere på og indledte for alvor rejsen mod sommerens major i den vesttyske by Köln.

Fra den 31. januar til den 8. februar deltog holdet i onlineturneringen DFRAG Open Series 3, og her gentog de kunststykket fra forrige udgave af turneringen, da de igen gik hele vejen. Denne gang slog de asap og TjPs tidligere hold, Rooster, i finalen.

Ugen efter deltog de i yderligere to onlineturneringer, da både ESL Challenger League Season 51 Oceania Cup 1 og CCT Season 3 Oceania Series 4 blev skudt i gang den 17. februar.

ESL Challenger League Season 51 Oceania Cup 1 sluttede den 24., og det endte med manér for THUNDER dOWNUNDER, som vandt deres tredje turnering i træk. Denne gang slog de Ground Zero i finalen.

Fire dage senere, den 28. februar, blev finalen i CCT Season 3 Oceania Series 4 også spillet, men her kom de til kort mod Mindfreak og måtte nøjes med andenpladsen.

Artiklen fortsætter efter opslaget fra X.

Som ovenstående opslag fra X viser, tabte de primært finalen i CCT Season 3 Oceania Series 4, fordi de måtte forfeite hele to maps.

Det skyldtes, at de samtidig skulle op imod pakistanske Legion i den lukkede asiatiske kvalifikation til PGL Bukarest, som blev spillet fra den 28. februar til den 1. marts.

Da CCT ikke ville flytte kampen, måtte de altså lade sig tabe på to maps, og det kostede. Samtidig måtte de også forfeite map nummer to i opgøret mod Legion, mens PGL til gengæld tillod, at map nummer tre blev udskudt til dagen efter.

Holdet tabte i sidste ende til Legion - i et opgør som også var præget af store pingforskelle - og endte sidst i den lukkede kvalifikation.

Men selvom de gik glip af en plads ved PGL Bukarest, mistede de alligevel ikke terræn i majorræset. Det skyldes blandt andet, at de inden den lukkede asiatiske kvalifikation havde skrabet VRS-point sammen i den lukkede kvalifikation i Stillehavsområdet, hvilket sikrede dem adgang til den lukkede asiatiske kvalifikation.

asap i aktion ved IEM Katowice 2024. Foto: HLTV.
TjP iført en Rooster-trøje. Foto: HLTV.

Slutspurt med LAN-sejre

Efter den 1. marts og afslutningen på et par hektiske uger i slutningen af februar - med hele fire onlineturneringer, inklusive to kvalifikationer – tog holdet herefter en pause fra onlineturneringer.

De skiftede i stedet gear og rettede fokus mod et par mindre LAN-turneringer i Australien, som ventede i midten af marts. Begge LAN-turneringer fandt sted i Brisbane.

Holdet satte kurs mod Brisbane ti dage efter deres seneste kamp den 1. marts for at deltage ved DFRAG Wildcard LAN Season 1, som var den første af to LAN-deltagelser i træk. DFRAG Wildcard LAN Season 1 blev skudt i gang den 12. marts og løb af stablen frem til den 15. marts.

aliStair var sit holds bedste spiller ved DFRAG Wildcard LAN Season 1. Foto: HLTV.

DFRAG Wildcard LAN Season 1 blev en enorm succes for THUNDER dOWNUNDER, som endte med at vinde turneringen. De gik ubesejret igennem deres gruppe foran Ground Zero og Rooster, inden de slog Mindfreak i slutspillets indledende runde. Herefter led de deres første og eneste nederlag i turneringen.

De tabte nemlig upperbracket-finalen med 0-2 samlet til SemperFi og blev dermed henvist til consolidation-finalen. I consolidation-finalen slog de Ground Zero, og den sejr blev fulgt op med en samlet sejr på 2-1 over SemperFi i finalen. De tog altså ikke alene revanche mod SemperFi, men løb også med det hele til sidst.

Med sejren ved DFRAG Wildcard LAN Season 1 fulgte 50.000 kroner og 165 VRS-point, hvilket gjorde, at de gik 39 pladser frem på Valves verdensrangliste til en placering som nummer 92.

Derudover fik TjP vist, at han er klar til at tage kampen op med Vitalitys apEX om at være den skarpeste trash talker. Se og hør bare her - og forestil jer samtidig, hvordan det vil lyde, hvis THUNDER dOWNUNDER og Vitality tørner sammen en dag:

Det afgørende hug

Efter slutningen på DFRAG Wildcard LAN Season 1 den 15. marts rettede de straks fokus mod ANZC Locals Brisbane 2026, som startede dagen efter, den 16. marts.

Heldigvis for holdet skulle de ikke krydse hele byen, da ANZC Locals-turneringen også blev afholdt i DFRAGs studie i Australiens tredjestørste by, ligesom DFRAG Wildcard-turneringen.

ANZC Locals Brisbane 2026 startede den 16. og sluttede den 17. marts. Denne gang gik THUNDER dOWNUNDER ubesejret igennem turneringen.

Ligesom ved DFRAG Wildcard var de igen i gruppe med Ground Zero, Rooster og Time Waves, og de vandt igen gruppen foran Ground Zero med Rooster på tredjepladsen.

I slutspillet slog de først Arcade med 13-7 i den indledende runde, inden de besejrede SemperFi med 2-1 samlet i upperbracket-finalen, for til sidst at vinde hele turneringen med en samlet finalesejr på 2-0 - igen over SemperFi.

Det var netop dette resultat, der pillede ved vejrudsigten og sendte lyn og torden over Köln i begyndelsen af juni. Sejren sikrede holdet en plads ved sommerens major, da de vandt 29.500 kroner og høstede yderligere 167 VRS-point, som rykkede dem 38 placeringer op på VRS-listen til en samlet plads som nummer 44 i verden.

Liazz og THUNDER dOWNUNDER er klar til IEM Cologne Major 2026. Foto: HLTV.

Kommer med masser af majorerfaring

Da Valve offentliggjorde VRS-listen for april - som var grundlaget for invitationerne til IEM Cologne Major 2026 - lå THUNDER dOWNUNDER som nummer 50 i verden.

I deres region, den asiatiske VRS-region, endte de som nummer 4, hvilket sikrede dem én af regionens fire pladser i første stadie ved majoren. De kvalificerede sig sammen med de to kinesiske hold, TYLOO og Lynn Vision, samt landsmændene fra FlyQuest.

Regionens bedste hold - og eneste deltager i tredje stadie ved sommerens major - blev ikke overraskende The MongolZ. Den asiatiske region har ingen pladser i andet stadie ved majoren i Köln.

THUNDER dOWNUNDER kvalificerede sig altså til majoren uden at slå et eneste af verdens top 30-hold. De gjorde det i stedet ved at erobre deres egen region, især delregionen Oceanien og Stillehavsområdet.

Det blev især afgørende, at de slog SemperFi flere gange, da netop SemperFi endte lige uden for majorpladserne i regionen.

Artiklen fortsætter efter opslaget fra X.

Til sommer skal de vise, at de også kan slå hold fra andre dele af verden. Det er dog ikke, fordi de tager til Köln som helt grønne og uden majorerfaring.

Det er kun asap og TjP, der er helt grønne og debutanter i majorsammenhæng. dexter har derimod tidligere spillet seks majorturneringer, og majoren i Köln bliver hans syvende.

Liazz har flest majordeltagelser med syv tidligere, og majoren i Tyskland bliver dermed hans ottende. aliStair har deltaget ved fem majors og spiller altså sin sjette til sommer.

Med andre ord mangler holdet ikke majorerfaring, da trioen dexter, Liazz og aliStair bringer dette. De kunne dog godt bruge mere kamperfaring generelt og udenfor Australiens grænser, da de ikke har spillet en kamp eller turnering siden den 17. marts, og ifølge HLTV har de ikke udsigt til at spille yderligere turneringer før majorens start.

Spørgsmålet er, om den samlede majorerfaring hos holdets rutinerede trio er nok på den allerstørste scene. Uanset hvad bliver det et spændende bekendtskab, som forhåbentlig kan leve op til navnet og bringe lidt lyn og torden til majorens vejrudsigt.

#1(Med 0 svar)
10. april 2026 kl. 15:08
PineAppleWithCanel
Vanvittig fed artikel, det er bl.a. det her der gør Dust 2 til det som det er - Tak skal i have!
#2(Med 0 svar)
10. april 2026 kl. 18:41
Dozz
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Super longread. Håber der kommer mange flere af dem. Det er nemlig præcis det her der gør dust2 spændende. For resultaterne kan jo også læses på HLTV, men det her synes jeg gør det til noget unikt at komme på d2 og læse.
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.