
Var tæt på i 2022 og 2024: Nu har SINNERS endelig kvalificeret sig til en major
Den tjekkiske organisation har tidligere været ekstremt tæt på at sikre sig en major-plads, men er hver gang faldet på målstregen.
Første gang de for alvor kom tæt på, var tilbage i slutningen af april 2022, hvor de deltog ved den europæiske RMR B-turnering frem mod majoren i Antwerpen.
Her slog de franske HEET i deres første kamp, inden de dog efterfølgende tabte til Copenhagen Flames. I deres 1-1-kamp tog de en stor skalp med en sejr over Spirit, og så var de kun én sejr fra majoren i Antwerpen.
De havde to chancer for at kvalificere sig, men missede den første, da de tabte 0-2 samlet til NIP. Til sidst skulle de op imod Bad News Eagles i en afgørende kamp om en plads til majoren i Antwerpen.
Mødet med Bad News Eagles blev en dramatisk affære med en hjerteskærende afslutning for SINNERS. De vandt det første map, tabte det andet, og det hele skulle afgøres på et tredje og afgørende map.
På Inferno, det tredje map, var SINNERS foran med 9-6 ved pausen. Efter sidebyttet udbyggede de hurtigt føringen til 12-6, og kom senere på 14-11. Men selvom de kun var to runder fra majoren, formåede de ikke at lukke kampen.
Bad News Eagles iværksatte herefter et stort comeback, som de formåede at fuldende.
Se det afgørende øjeblik, hvor SINNERS missede majoren i Antwerpen tilbage i 2022, lige her:
Tæt på igen i 2024
Tilbage i 2022 var SINNERS et rent tjekkisk hold bestående af beastik, forsyy, NEOFRAG, SHOCK og ZEDKO. To af dem, beastik og SHOCK, kom igen tæt på at kvalificere sig til en major - denne gang to år senere, i 2024.
I november 2024 deltog SINNERS i den europæiske RMR A-turnering frem mod majoren i Shanghai. Her startede holdet ud på samme måde som to og et halvt år forinden, med to sejre og et nederlag. De vandt den første kamp, tabte den anden og vandt derefter 1-1-kampen.
Først slog de SAW med 13-11, inden de tabte 5-13 til NAVI, før de til sidst vandt deres 1-1-kamp med 13-8 over ECLOT. I den efterfølgende 2-1-kamp mod Cloud9 kom de igen uhyrre tæt på at spille sig til en major.
Men igen glippede det efter en dramatisk afslutning. De tabte først 7-13 på det første map mod Cloud9, inden de reducerede til 1-1 i serien med en 13-9-sejr. Til sidst skulle det hele afgøres på Dust2.
SINNERS var foran med 7-5 ved pausen på det tredje og afgørende map, Dust2, og tre runder inde efter sidebyttet kom de også på 10-5, inden Cloud9 iværksatte et stort comeback. Cloud9 spillede sig i front med 11-10, og selvom SINNERS fik udlignet, var det kun pynt, da Cloud9 vandt de to sidste og afgørende runder.
Dermed skulle SINNERS efterfølgende spille en 2-2-kamp, hvor de minimum havde mulighed for at spille sig til en afgørende decider, men både det og majorpladsen glippede med et samlet nederlag til GamerLegion.
For SHOCK og beastik betød det, at de endnu en gang måtte se majorbilletten glide ud af deres hænder. Denne gang spillede de i øvrigt på hold med landsmændene majky, MoriiSko og oskar.
Endelig lykkedes det
RMR-turneringerne til majoren i Antwerpen i 2022 og majoren i Shanghai i 2024 var de eneste RMR-turneringer, som SINNERS kvalificerede sig til. Begge gange var de altså tæt på at spille sig til en major.
De var også tæt på at kvalificere sig til RMR-turneringerne forud for majoren i Paris i 2023 og majoren i København i begyndelsen af 2024, men her faldt de begge gange i de åbne kvalifikationer.
RMR-turneringerne er siden blevet en saga blot. Først blev de erstattet med MRQ-turneringer, som dog kun blev afholdt én gang, inden alt, hvad der hed RMR eller MRQ, blev sløjfet til fordel for VRS.
Frem mod denne sommers major i Köln lå SINNERS dog bestemt ikke på den lade side. Først gik de internationalt i sommeren 2025, med beastik og SHOCK som de eneste tilbageværende tjekkere og spillere fra det oprindelige hold. I starten af 2026 fuldendte de holdet med tilgangen af rumænske MoDo.
Med et hold bestående af tjekkerne beastik og SHOCK, rumænske MoDo, kisserek fra Polen og nordmakedonske stressarN indledte de for alvor jagten på sommerens major. De havde et godt udgangspunkt ved årsskiftet, da de - dog med slovakiske Pepo på holdet i stedet for MoDo - allerede i efteråret og slutningen af 2025 havde spillet sig i en stærk position på Valves rangliste.
Med tre turneringssejre - inklusive to på LAN - samt tre andenpladser leverede de stærkt i efteråret 2025, hvor de efter deres sidste turneringssejr på LAN i slutningen af november var placeret som nummer 45 på Valves verdensrangliste.
Efter årsskiftet - og med MoDo ombord i stedet for Pepo - byggede de videre med flere gode resultater. Afgørende blev det især, at de vandt CCT Season 3 Europe Series 13, blev nummer tre ved Parken Challenger Championship Season 1 og strøg helt til tops ved BC Game Masters Championship Season 1.
Med sejren ved BC Game Masters Championship Season 1 i Bukarest, Rumænien, i slutningen af marts havde de selv gjort, hvad de kunne. For at kvalificere sig skulle de dog stadig håbe på, at andre resultater flaskede sig.
Især ét resultat blev altafgørende for dem, nemlig finalen ved HLC Beograd PRO 2026, hvor BIG besejrede FaZe. Det var dette resultat, der endegyldigt sikrede SINNERS den sidste billet til første stadie ved IEM Cologne Major 2026.
Havde FaZe vundet den kamp, var det i stedet dem, der havde sikret sig majorbilletten. Men sådan skulle det ikke gå. I stedet lykkedes det endelig for SINNERS at kvalificere sig til en major. Tredje gang blev lykkens gang - ikke mindst for SHOCK og beastik, der havde været så umådeligt tæt på både i 2022 og 2024.
Reaktioner fra spillerne
Da SINNERS-spillerne ikke selv havde nogen afgørende indflydelse på, om de skulle til majoren eller ej, sad de klistret til skærmen, da BIG slog FaZe.
Og reaktionerne efterfølgende - da BIG havde banket FaZe og sikret, at SINNERS skulle til majoren - var intense, hvor både SINNERS-spillere og tilhængere var i den syvende himmel.
Både beastik og kisserek var hurtigt ude og takke BIG på X. Og så var der stressarN, der så kampen sammen med nogle venner og brød ud i vild jubel, da BIG havde vundet og sendt SINNERS til majoren.
Reaktionerne kan ses i bunden af nyheden.
For SINNERS går det løs ved majoren i Köln, når første stadie skydes i gang den 2. juni. Inden de drager til Tyskland, skal de dog først forbi Atlanta, USA, hvor de deltager ved IEM Atlanta 2026 fra den 11. til 17. maj.
SINNERS består af:
-
SHOCK -
beastik -
kisserek -
stressarN -
MoDo -
Bfull (Coach)
Hele deltagerlisten med samtlige 32 majordeltagere kan findes her.
































