
22 maps vundet i streg
Vitality æder sig stille og roligt ind på de mange rekorder i Counter-Strike, der er blevet sat i tidens løb.
Med den fejlfrie finale mod NAVI i BLAST Open Rotterdam 2026 har holdet nu vundet 22 maps i streg i turneringere klassificeret som "Big Events".
Dermed skyder de sig forbi 2021s NAVI, der vandt 19 maps i træk.
De 22 maps er dog kun nok til en andenplads, for ligesom med mange rekorder, så er NIPs dominans fra det helt spæde CS:GO i 2012-2013 i en anden liga. Her vandt de 34 maps i store events i streg.
Vitality var også ude efter en anden rekord i BLAST Open Rotterdam. Med en førsteplads i gruppespillet sikrede de sig en plads i semifinalen. Det blev den 19. semifinale i træk for Vitality ved Big Events.
Her tangerer de nu Astralis' rekord fra 2018-2019. Før Vitalitys vanvittige dominans i 2025 sad Astralis på alle tre topplaceringer i den kategori, men nu har apEX og kompagni altså chancen for at indtage førstepladsen alene, hvis de spiller sig i semifinalen ved IEM Rio 2026.

























