
Gul mod blå: Semifinaletid i Holland
Dagen byder på gul mod blå i Ahoy Arena.
Vitality møder Aurora, mens PARIVISION krydser klinger med NAVI i kampen om finalepladserne ved BLAST-turneringen.
Først er det ZywOo i storform, der skal i aktion mod Aurora. Verdens bedste spiller og hans hold har været flyvende på det seneste, og Aurora skal finde noget helt særligt frem, hvis de vil slå Vitality.
I deres to seneste møder har Vitality haft overtaget, men tidligere var tyrkerne et af de få hold, der kunne udfordre storfavoritterne. Det bliver dog en svær opgave for Aurora, som står over for et frygtindgydende mandskab, der har vundet 14 kampe i streg.
Kan NAVI blive ved?
I den anden semifinale, som spilles senere på aftenen, er det NAVI, der møder PARIVISION, som slog Falcons ud af turneringen i kvartfinalen på førstedagen i arenaen. En lille fordel, russerne kan tage med sig ind til kampen, er, at de allerede har spillet foran tilskuerne i Holland.
Det er ikke to mandskaber, der møder hinanden ofte, men i deres to indbyrdes opgør siden slutningen af 2025 har NAVI været stærkest. Med den form og selvtillid, de kommer ind til kampen med, ligner de også favoritter til at spille sig i finalen.
Det må tiden dog vise. Begge mandskaber har vundet én LAN-turnering hver i 2026.































