
Russiske hold trækker sig - her er grupperne til svensk studie-LAN
Tirsdag aften klokken 18.00 lukkede tilmeldingen til den svenske LAN-turnering ROG JOURNEY Spring 2026, som løber af stablen i Stockholm fra den 23. til 28. marts.
For blot en uge siden var turneringen fuldt booket med i alt 16 hold på deltagerlisten, hvilket også var det maksimale antal deltagere. Siden har de to russiske hold, BetBoom og magic, dog valgt at trække sig fra turneringen.
Inden tilmeldingen lukkede, kom der ingen nye hold til, og de to russiske mandskaber bliver derfor ikke erstattet. Turneringen afvikles dermed med 14 hold i stedet for 16.
Kun én dansker er tilmeldt turneringen. Det drejer sig om Tauson, der deltager med sit hold, GamerLegion. Det så ellers ud til, at Snappi og sjuush også ville deltage med resten af NIP-mandskabet, men organisationen har i stedet valgt at sende deres akademihold til Stockholm.
Udover GamerLegion er s1mples BC.Game og amerikanske M80 blandt de mest prominente deltagere. Turneringen tæller også seks svenske hold, heriblandt Metizport, EYEBALLERS, Alliance og Johnny Speeds.
Her er deltagerne og grupperne ved ROG JOURNEY Spring 2026:
Gruppe A
-
GamerLegion -
Metizport -
UNiTY
Gruppe B
-
M80 -
Johnny Speeds -
Famalicão
Gruppe C
-
BC.Game -
Betclic -
HEROIC Academy -
Västerås Esport
Gruppe D
-
Alliance -
EYEBALLERS -
ReThink -
Young Ninjas
I et opslag på X har arrangørerne af turneringen desuden gjort det klart, at selvom antallet af deltagende hold lander på 14 i stedet for 16, garanterer de fortsat, at den samlede præmiepulje stadig vil forblive på 193.000 kroner.
Det er Black Molly Entertainment og Esplay, der arrangerer turneringen, som afvikles i Sveriges hovedstad Stockholm i Black Molly Entertainments studie.
























