
Monte er finaleklar - sender ECSTATIC ud af Copenhagen Showdown
Den første finalist er fundet i CS-turneringen ved Copenhagen Gaming Week 2026 - Copenhagen Showdown 2026.
Det blev Monte, der som det første hold spillede sig i finalen i København, og desværre - set med danske briller - skete det på bekostning af danske ECSTATIC.
Dermed står det klart, at finalen ved Copenhagen Gaming Week Showdown 2026 bliver uden dansk deltagelse, da ECSTATIC var det eneste tilbageværende danske hold.
Semifinalen mellem Monte og ECSTATIC endte med en samlet 2-0-sejr til det europæiske mandskab, som vandt med cifrene 13-7 og 13-11 på henholdsvis Ancient og Mirage.
Montes nye spiller, Rainwaker, viste sig endnu en gang som den stærkeste mand på serveren. Den bulgarske rifler, der er kommet ind som afløser for den nye Astralis-spiller ryu, var her, der og alle vegne med 38 kills og en rating på 1,49.
Hos ECSTATIC var nut nut den eneste spiller, der kunne følge med i Montes tempo. Den 20-årige dansker leverede 33 kills og en rating på 1,18. De resterende fire ECSTATIC-spillere endte alle med en rating under 1,0.

















