
STAVN FORLADER ASTRALIS
stavn er fortid i Astralis.
Efter ønske fra spilleren er Astralis gået med til at ophæve deres kontrakt.
I opslag på X fortæller de to parter om en tiltrængt periode væk fra serveren for stavn, der nu munder ud i, at de to parter skilles.
Astralis takker stavn for samarbejdet og roser ham for professionalisme, og for at være en fryd at arbejde sammen med.
stavn selv går i yderligere detaljer og fortæller om, hvordan hans ældste brors selvmord i 2021 påvirkede ham mentalt, og hvordan han prøvede at flygte fra sorgen ved at dedikere sig fuldt ud til Counter-Strike.
I en blanding af at prøve at ære ham og distancere mig selv fra smerten kravlede jeg dybere ind i serveren i en tid, der måske ville være bedre brugt helt væk (fra serveren, red.)
Counter-Strike-spilleren stavn havde tonsvis af succes i de følgende år, men jeg indser nu, at det var på bekostning af at tage vare på mig selv.
I august måned sidste år flød bægeret så over for stavn, der måtte trække sig fra det aktive holdkort hos Astralis. Terapi og tid har nu gjort, at stavn er klar til at række ud efter succes på serveren igen, skriver han i opslaget.
Men det bliver altså ikke for Astralis.
Astralis er venligst imødekommet mit ønske om frisættelse, så jeg kan starte på en frisk med et nyt projekt. Jeg vender tilbage til serveren snarest.
En stærkere Martin. En stærkere stavn.
stavn startede sit eventyr i Astralis i november 2023 i en af de største og mest overraskende handler i dansk Counter-Strike historie, da han og jabbi skiftede fra rivalerne HEROIC til Astralis.
Siden da er det ikke blevet til nogle trofæer for stavn og Astralis, og den danske stjerne opnåede heller ikke en plads på top 20-listen i sit første fulde år for den danske klub i 2024. Han afslutter opholdet med en rating på 1,06 i gennemsnit for de lidt mere end to år i organisationen.









