
Alle danskere videre til slutspillet ved DraculaN 4
Gruppespillet er overstået, og alle de danske spillere er videre til dag 2.
Nikodeons MOUZ NXT gik smertefrit igennem gruppespillet med en 13-7-sejr over Fingers Crossed og en storsejr på 13-2 mod illwill. Junyme og G2 Ares vandt ligeledes deres første kamp, men måtte se sig slået af Acend 13-9 og skulle derfor spille om overlevelse mod rumænske aimclub.
Den kamp vandt de sammenlagt 2-1 og spillede sig dermed videre til slutspillet i turneringen.
I slutspillet venter større danske profiler og europæiske hold såsom blameFs fnatic og danskerduoen raalz og kraghens 9INE. fnatic åbner ballet mod Junyme og G2 Ares torsdag formiddag kl. 11:00, mens 9INE møder rumænske Nexus klokken 14:00.
Nikodeons MOUZ NXT skal prøve kræfter mod det polske mandskab, Venom, der blandt andet indeholder den tidligere ENCE-stjerne dycha. Den kamp spilles sideløbende med 9INE-kampen.
Slutspillet starter i Round of 16 og formatet er double elimination.
Turneringen har en samlet præmiepulje på 71.000 kroner, hvor vinderen løber afsted med 35.500 kroner og en masse VRS-point.


















