
ESL præsenterer deres fulde program for 2026
Året er så godt som omme i Counter-Strike-verdenen, og der resterer ingen større turneringer i kalenderåret. Først den 12. januar skydes tier 1-cirkusset for alvor i gang igen, når BLAST Bounty 2026 Season 1 begynder. Kort efter følger årets første ESL-turnering.
Netop ESL offentliggjorde torsdag formiddag et samlet overblik over deres turneringsprogram for 2026. Det starter med IEM Krakow 2026, som løber af stablen fra den 28. januar.
ESL har lagt størstedelen af deres turneringer i første halvdel af året. Hele fem af de syv events afvikles inden sommerpausen.
Efter IEM Krakow følger ESL Pro League Season 23 fra den 1. til 15. marts. I april afholdes IEM Rio fra den 13. til 19. april, mens IEM Atlanta løber af stablen fra den 11. til 17. maj. Herefter kulminerer forårssæsonen med årets første major, IEM Cologne Major 2026, som spilles fra den 2. til 21. juni.
De sidste to ESL-turneringer i 2026 er ESL Pro League Season 24 og IEM China. ESL Pro League Season 24 afvikles i Katowice fra den 3. til 11. oktober, mens IEM China spilles fra den 2. til 8. november.
IEM China er i øvrigt den eneste af ESLs syv turneringer i 2026, som endnu ikke har fået offentliggjort en værtsby.















