
Chr1zN stråler i Tricked-afklapsning
Chr1zN og resten af OG-mandskabet er videre til kvartfinalen i CCT Season 3 Europe Series 4, efter danskerholdet fredag gav Tricked bøllebank i ottendedelsfinalen.
Tricked fik hurtigt ryggen mod muren, da valdes tropper måtte gå til pause bagud med hele 10-2 efter en meget skidt CT-side på Train.
Ikke særlig overraskende var OG, der desuden spiller med arrozdoce, hurtige om at lukke mappet lige efter sideskiftet.
Opgørets andet map, Overpass, var en helt lignende historie, da det danske mandskab atter engang måtte nøjes med to runder i første halvleg.
Ligesom på det forrige map gik der ikke længe, før mappet og sejren var sikret af OG.
Sejren for OG betyder, at ENCE venter i kvartfinalen, mens Tricked lige præcis misser præmiepenge med deres nederlag.