
Dansk organisation streamer i en god sags tjeneste
Den 5. august fra kl. 12:00 til 22:00 og den 6. fra kl. 11:00 til 24:00 tænder en dansk organisation op for en velgørenhedsstream for at samle ind til Diabetesforeningen.
Det skriver Flaming North eSport i en pressemeddelelse.
Flaming North eSport, som desuden spiller med i POWER Ligaens divisioner, har indgået en aftale med Diabetesforeningen om, at samtlige donationer går direkte til foreningen.
Udover naturligvis at spille Counter Strike på streamen, skriver organisationen, at de "vil inkludere en række specialudviklede, interaktive programmer, som på kreativ vis illustrerer nogle af de udfordringer, mennesker med diabetes kan opleve i hverdagen".
Programmerne er følgende:
-
Simuleret nedsat syn: Streameren ser kun små områder af skærmen, mens det meste af billedet er mørklagt, hvilket illustrerer synsforstyrrelser, som nogle diabetikere oplever.
-
Insulinsimulering: Hvis streameren "glemmer" at tage insulin, vil hele skærmen begynde at ryste og blive utydelig – dette stopper først, når spilleren aktiverer "insulin" via vores program.
-
Tinnitus-simulation: En skarp, højfrekvent lyd kan pludseligt afspilles for streameren – med en nedtælling synlig for seerne, så de selv kan nå at skrue ned. Lyden symboliserer de sekundære symptomer, nogle kan opleve under insulinchok eller blodsukkerudsving.
Organisationen fortæller til slut, at de "ønsker at kombinere underholdning med oplysning og samtidig støtte en sag, der ligger mange mennesker – og os selv – meget på sinde."
Hvis man gerne vil støtte og se med, kan man følge hele velgørenhedsstreamen her.
