TOBIZ holder vågent øje med tropperne.

Roller og ansvar er nu fordelt i HEROIC

HEROICs danske træner satte ord på rolleændringer og holdets udvikling i et interview med HLTV.

Fredag skydes slutspillet ved IEM Cologne i gang, men det bliver uden HEROIC, der allerede mandag måtte forlade turneringen efter nederlag til NIP.

Netop NIP blev senere elimineret af NAVI, der senere snuppede den sidste slutspilsplads i gruppe B på bekostning af FaZe.

Efter kampen mod NIP fik HLTV en snak med HEROICs danske træner, TOBIZ, der satte ord på både holdets præstation, forberedelserne op til turneringen og de seneste ændringer på holdet.

TOBIZ fortæller, blandt andet at han ikke selv havde indflydelse på tilføjelsen af gr1ks, og at beslutningen om at hente nilo og xfl0ud blev truffet i fællesskab mellem ham og organisationens ledelse.

Jeg blev spurgt om min mening, men det var en gensidig beslutning, fortæller TOBIZ til HLTV.

Et af de større samtaleemner omkring HEROIC har været rollefordelingen, særligt i forbindelse med tN1Rs skifte til mere centrale roller, for at give plads til blandt andet nilo og yxngtsxr i andre roller.

Mange taler om et "role clash", men vi så det som en mulighed for at bringe tN1R ind i stjerneroller, fordi han er en verdensklassespiller. Vi fandt dog ud af, at han ikke trives i den rolle, forklarer TOBIZ.

Derfor har holdet foretaget justeringer, så alle spillere nu er placeret i roller, de selv føler sig tilpasse i.

Det er en læring for mig, at inkludere spillerne mere i, hvordan de gerne vil spille. Men nu er der ingen undskyldninger. Alle spiller de roller, de helst vil, og nu handler det bare om at bygge videre herfra.

HEROIC er som nævnt færdige ved IEM Cologne, og det nye hold får nu lidt ekstra tid til at arbejde videre inden næste opgave.

Den næste turnering HEROIC og co. deltager i er BLAST Bounty 2025 Season 2, som starter om blot fire dage.

Du kan læse eller høre hele interviewet med TOBIZ lige her.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.