
Midt i mørk periode: NAF troede, han var færdig i Liquid
Fredag spillede Liquid sig videre til hovedturneringen - også kaldet andet stadie - ved IEM Cologne 2025. Det gjorde de med en 2-1-sejr over FlyQuest.
Efter opgøret satte HLTV Liquids 27-årige canadier, NAF, i stævne til et interview. Her fortalte NAF åbenhjertigt om en svær periode i slutningen af sidste sæson og henover sommeren, op til starten på den nye sæson.
NAF har de seneste måneder været genstand for stor kritik, og rygterne svirrede om hans mulige afgang før og i begyndelsen af sommerpausen. Mange forventede, at han ville være fortid i Liquid - og det samme troede han selv.
Det var en virkelig mørk periode. Det var en ufattelig deprimerende tid for mig. Jeg var overbevist om, at jeg ikke burde være på holdet. Jeg er altid realistisk med mig selv, og jeg troede ærligt, at en anden burde have haft min plads, fortalte han blandt andet til HLTV.
Men trods selvtvivl og modgang valgte Liquid at beholde ham - og det skyldes i høj grad holdet og holdkammeraternes opbakning.
Mine holdkammerater bakkede mig alle sammen op og sagde, at det ikke var sådan, de havde det. De ville have mig, og de så værdi i mig. Det gjorde mig glad og gav mig en følelse af, at jeg fortjener en ny chance.
Tidligt søndag eftermiddag tager NAF og Liquid hul på hovedturneringen ved IEM Cologne, hvor de - i deres første kamp i turneringens andet stadie - møder siuhys tidligere arbejdsgiver, MOUZ.
Hele interviewet med NAF kan ses og læses her.