
Uheld på kampdagen: NAVI-træner brækker kravebenet
Lørdag aften sikrede NAVI en god start på IEM Cologne 2025, da de i deres første kamp besejrede karrigans FaZe med 2-1 samlet.
Det var samtidig den første kamp i NAVI-trøjen for den nye NAVI-spiller, makazze, og det blev altså markeret med en sejr. Den 18-årige makazze fik i øvrigt en solid debut med 48 kills og en rating på 1,20.
Men for NAVIs cheftræner, B1ad3, blev det også en dag, han sent vil glemme - og ikke kun på grund af sejren.
Under kampen kunne man se B1ad3 med venstre arm i en slynge, og efterfølgende forklarede han selv, hvorfor: Han havde tidligere samme dag brækket kravebenet.
I et opslag på X, efter kampen, forklarede B1ad3 - en anelse poetisk - hvad der var sket, og hvorfor han havde venstre arm i en slynge:
Stærk debut med den nye opstilling. Vi vandt vores første kamp i Köln. Godt spillet, alle sammen. GG FaZe Clan.
Jeg brækkede i øvrigt mit kraveben, da jeg kørte på scooter (el-løbehjul, red.) hjem fra en kaffebar i morges. Livet handler om balance, tror jeg.
Uheldet skete altså, da NAVI-træneren var på vej hjem fra en kaffetur - blot timer før holdets første kamp i Köln.
Trods smerterne mødte B1ad3 dog alligevel op og coachede sit hold til sejr.
Hvor længe han skal bære slynge, melder historien ikke noget om. Til gengæld har NAVI skrevet på X, at B1ad3 snarest muligt skal opereres for det brækkede kraveben - dog uden at specificere, hvornår.

B1ad3 og resten af NAVI-holdet har nu en velfortjent pause søndag, da de først skal i aktion igen mandag ved IEM Cologne.
Her skal B1ad3s tropper møde vinderen af søndagens opgør mellem MOUZ og Liquid.
