
StarLadder ændrer markant i formatet til StarSeries Budapest 2025
I begyndelsen af ugen smed den ukrainske turneringsarrangør, StarLadder, lidt af en bombe, da de foretog markante ændringer i formatet for StarSeries Budapest 2025.
Mandag annoncerede turneringsarrangøren i et opslag på X, at man - for at undgå sammenfald i turneringskalenderen - har droppet både de regionale kvalifikationer og gruppespillet på LAN. I stedet afholdes én samlet lukket europæisk online-kvalifikation fra den 13. til 17. august.
Oprindeligt var det planen at afholde regionale kvalifikationer i både Europa, Nordamerika og Sydamerika, hvor holdene skulle kæmpe om pladser til hovedturneringen, der skulle være spillet på LAN fra start til slut - fra gruppespillet til finalen.
Disse kvalifikationer er nu helt fjernet, og LAN-gruppespillet er også blevet droppet. Selvom StarLadder har forsøgt at forklare ændringen med hensyn til den travle kalender, har beslutningen mødt skarp kritik fra flere dele af Counter-Strike-verdenen.
StarLadder er i øvrigt ikke den eneste turneringsarrangør, der for nylig har flyttet gruppespillet i en af deres turneringer fra LAN til online. Også BLAST traf samme beslutning - ligeledes under stor kritik - da de rykkede gruppespillet i BLAST Open London fra LAN til online.
Den nye, lukkede EU-kvalifikation afvikles som tidligere nævnt fra den 13. til 17. august, og kommer til at bestå af 16 inviterede hold, baseret på placeringerne på Valves europæiske rangliste.
Holdene inddeles i fire grupper á fire, hvor der spilles i et GSL-format med BO3-kampe. De to bedste hold fra hver gruppe går videre til en BO3-kvalifikationsrunde - eller play-in om man vil - hvor vinderne kvalificerer sig til hovedturneringen.
Selve hovedturneringen, StarLadder StarSeries Budapest, forbliver uændret og afvikles fra den 18. til 21. september i Ungarns hovedstad, Budapest. Her deltager fire hold fra kvalifikationen samt fire inviterede hold fra Valves globale rangliste. De otte hold spiller om titlen i et double-elimination-format med BO3-kampe hele vejen.
Godt to måneder efter afslutningen på turneringen står StarLadder igen i spidsen for en stor begivenhed, når de fra den 24. november afholder årets sidste major - også denne gang i den ungarske hovedstad, Budapest.