Nikodeon fra MOUZ NXT er reserve for MOUZ i BLAST Bounty 2026 Season 2.

Dansk stortalent er reserve for MOUZ i BLAST Bounty

Holdkortene til BLAST Bounty 2026 Season 2 er blevet offentliggjort af BLAST, og danske Nikodeon er med som reserve for MOUZ.

Fredag blev det såkaldte draft-show til BLAST Bounty 2026 Season 2 afviklet. Her valgte turneringens 16 lavest seedede hold, startende med seed nummer 17, hvem de hver især ønskede at spille mod i turneringen. De skulle løbende vælge mellem de 16 højest seedede hold.

Senere på aftenen fredag, efter draft-showet var overstået, kunne BLAST så også offentliggøre kamptidspunkterne for samtlige 16 kampe i turneringens første runde. Kampene spilles mellem den 21. og den 24. juli, og der afvikles fire kampe på hver af de fire dage.

Draft-showet og offentliggørelsen af kampprogrammet i turneringens første runde blev fulgt op med en nyhed på BLASTs hjemmeside, hvor turneringsarrangøren opremser holdkortene, inklusive træner og reserver, hos samtlige af turneringens 32 deltagerhold.

De hold, der har skiftet ud i løbet af sommerpausen, hvilket blandt andet gælder hold som The MongolZ, Aurora, GamerLegion, FUT, G2, HEROIC, FOKUS og 100 Thieves, har naturligvis alle registreret deres nytilgange.

Hos MOUZ har de også hentet en ny spiller i sommerpausen, nemlig PR, og han er naturligvis også registreret, men lige så interessant med danske øjne er det, at MOUZ har registreret holdets danske akademispiller Nikodeon som den ene af holdets to reserver til turneringen. MOUZ har registreret både Nikodeon og eSx som reserver.

Dermed kan danskeren altså muligvis komme i kamp, hvis der i løbet af turneringen skulle opstå sygdom eller andet hos MOUZ, som forhindrer en af de fem faste i at spille.

Blandt de registrerede spillere, som ikke er officielt præsenteret endnu hos deres respektive hold, er JT, som er opført som en del af Liquids hold i stedet for siuhy. Derudover har russiske Nemesis også registreret den bænkede PARIVISION-spiller nota som den ene af to reserver, så han potentielt set også kan komme i spil.

De forskellige holdkort hos de 32 hold, som deltager i BLAST Bounty 2026 Season 2, kan ses her.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.