
Organisationsløst hold henter markante forstærkninger
Det russiske hold TDK, der ikke har nogen organisation til at støtte dem, blev dannet i begyndelsen af året med den tidligere Gambit- og Cloud9-duo nafany og Ax1Le i spidsen.
Fra januar til april spillede holdet med de samme fem, som også var med, da holdet blev dannet, nemlig nafany, Ax1Le, zorte, Xant3r og sugaR, men i april måtte de pludselig skifte ud for første gang, da BetBoom hentede zorte.
I stedet for zorte hentede TDK ArtFr0st ind som holdets nye AWP-spiller. Han tog den modsatte vej som zorte, da han skiftede fra BetBoom til TDK, så de to mandskaber byttede i bund og grund egentlig bare AWP'er.
Tilgangen af ArtFr0st i stedet for zorte skulle dog vise sig ikke at være den eneste ændring på holdet her i løbet af det første halvår. Onsdag valgte de nemlig at skille sig af med russiske Xant3r og aserbajdsjanske sugaR.
Xant3r og sugaRs afgang sendte for en stund holdet ned på blot tre spillere, men de blev dog hurtigt fuldtallige igen, da nafany fredag i et opslag på Telegram kunne offentliggøre, at de har erstattet de to nu tidligere TDK-spillere med to markante forstærkninger.
I stedet for Xant3r og sugaR har TDK hentet ingen ringere end fame fra Virtus.pro og BELCHONOKK fra PARIVISION. De to sad begge bænket hos deres respektive hold, og de er begge kommet til TDK på en lejeaftale.
TDK består nu af:
-
Ax1Le -
nafany -
ArtFr0st -
BELCHONOKK (På lån fra PARIVISION) -
fame (På lån fra Virtus.pro) -
groove (Coach)
Selvom TDK ikke har nogen organisation til at støtte sig til, har det altså alligevel ikke holdt dem fra at forstærke holdet markant. Hvor længe de får glæde af de to nye lejesvende, melder historien dog ikke noget om.
Hvad angår de to nu tidligere TDK-spillere, Xant3r og sugaR, er førstnævnte i øvrigt blevet fritstillet og står nu uden hold, mens sidstnævnte er vendt retur til Insilio, men dog blot for igen at tage plads på bænken.












