
Queenix er bænket i Tricked
Det kommer nok ikke som nogen overraskelse for vores opmærksomme læsere, at Queenix ikke har spillet den seneste måneds kampe for Tricked.
I stedet har den tidligere Astralis Talent-spiller kroK været med til at vinde Comic Con Baltics 2025 Finals og Omen Retake Season 10 Finals - begge på LAN.
Nu kan Dust2.dk afsløre, at Queenix er blevet bænket i Tricked. Det bekræfter grundlægger og administrerende direktør i Legendary Gaming Group, der ejer Tricked Esport, Morten "Phy" Jensen overfor Dust2.dk.
Phy kom os allesammen i forkøbet ved at kommentere på vores seneste nyhed omkring Trickeds turneringssejr i Portugal, hvor han afslørede at kroK var kommet på kontrakt i klubben.
Det fulgte vi op på og fik Phy til at uddybe:
Jeg regner med, at vi kommer ud med en lille post inden Glitched LAN event her på næste fredag, men ja, nyhedsværdien er ikke den største, da det jo er tydeligt for alle, at vi har kroK på prøve.
Vi har fået kroK på en trial kontrakt for at se om han passede ind i vores spilsystem og tilgang. Det er som de fleste trial kontrakter en kort kontrakt selvfølgelig med henblink på at forlænge hvis begge parter var tilfredse. Tingene ser positive ud nu, og Krok virker som den rigtige løsning for os.
Vi regner med at beslutte os efter Glitched oppe i Jönköping, det er planen indtil videre.
Hvad med Queenix, er han reelt set bænket? Kigger I efter et nyt hjem til ham?
Queenix er bænket. Vi arbejder med hans agenter på, om han skal videre, eller han kan være en backup spiller for os. Her er der ikke taget nogen endelige beslutninger endnu.
Phy uddyber også grunden til, at valget faldt på kroK.
Vi har spillet en del kampe mod Astralis Talent op til Gamebox og til selve eventet, og af alle de hold vi har mødt, var Astralis Talent klart den værste modstander. Især kroKs spillestil gjorde ondt på os og gjorde, at vi tit endte med at reagere istedet for agere.
Derfor begyndte vi at arbejde lidt på den del efter Gamebox, og da kroK så blev en mulighed i forhold til Astralis lukkede projektet, synes vi næsten, det var en no-brainer at give ham muligheden.
Queenix var en del af startfemmeren, da Tricked blev genoplivet tilbage i februar måned. De ligger i skrivende stund nummer 52 på Valves verdensrangliste.
Tricked er nu:
-
valde
-
leakz
-
Nodios
-
kroK
-
salazar
-
Rejin (Coach)
-- -
Queenix (Bænket)