
dupreeh: "Hele Astralis-fadæsen, det er jo bare trist"
Tirsdag bragte vi første del af vores interview med dupreeh foretaget på finaledagen ved BLAST Rivals 2025 Season 1.
Der var fokus på dupreehs nye rolle som ekspert, og hvordan fremtiden muligvis ser ud for den danske legende.
Her bringer vi anden del, hvor dupreeh åbner op om sin reaktion på de nyheder og rygter, der har floreret omkring Astralis på det seneste.
Falcons, Vitality og Astralis
dupreeh har været inde over flere af de organisationer, som vi snakker allermest om i øjeblikket. Falcons, Vitality og Astralis.
Vi bad ham sætte ord på, hvordan det var at være på den anden side og se de højder, som Falcons og særligt Vitality når lige nu, og de problemer som Astralis befinder sig i.
Som konkurrencemenneske så er det altid træls på en eller anden måde at se de hold, man har været en del af, lige pludselig gøre det bedre.
Begge hold har foretaget en del udskiftninger, siden dupreeh var aktiv på holdene, og hos Falcons fungerede det slet ikke, medgiver dupreeh. Derfor var det også hårdere, da hans plads på Vitality blev taget af flameZ.
Det var langt sværere for mig, da jeg blev erstattet for flameZ. Der følte jeg, at det var mit hold, som han så kom ind og tog min plads.
Selvfølgelig kan en del af mig i gåseøjne være "bitter" over, at hey, det kunne da have været herre fedt at være med til at spille med NiKo og m0NESY, men sådan er realiteten sgu bare ikke. Der må man bare være realistisk og sige, at der fungerede tingene bare ikke godt nok. Og det er jo fair nok, sådan er det jo i det her game, og det er jo ikke noget personligt mod zonic og coaching staff overhovedet. De har jo også nogle obligationer, de skal fuldføre for Falcons.
Følelserne er helt anderledes, når det kommer til Astralis, og man kan godt mærke på dupreeh, at organisationen og dens omdømme står ham nært.
Hele Astralis-fadæsen, det er jo bare trist.
Specielt at have været en del af den historie, med det vi har lavet, og så nå til et punkt, hvor det hele er faldet fra hinanden, og brandet er ved at blive solgt videre og holdet måske til en anden organisation.Det er trist, når det er noget, vi havde så stor succes med og kæmpede så meget for at få til at blive så stort i Danmark. At det i sidste ende nærmest bare er blevet lidt et meme, og at det kan gå så galt på så kort tid. Det synes jeg i hvert fald er træls.
dupreeh har også svært ved at se, hvad der skal ske med dansk Counter-Strike nu, hvis Astralis ikke overlever som fanebærer for landet. Han spår også, at holdet muligvis er nødt til at gå internationalt, hvis det skal tilbage på toppen.
Det er hårdt at være en del af, og jeg synes, det er mega træls for dansk esport. Fordi hvad nu? Så står vi i en situation hvor, hvad er det næststørste? Hvad er det største, vi har herhjemme?
Dansk CS er bare et virkelig dårligt sted. Talentudviklingen er super ringe i øjeblikket. Det er som om, der ikke rigtig er et sted, man kan komme hen.
Vi har bare ikke spillerne i øjeblikket. Der er bare ikke nogen af dem, der skiller sig ud, desværre. Så man bliver nok nødt til at sige, at hvis Astralis skal have bare lidt succes, så bliver de nok nødt til at gå internationalt. International Counter-Strike er blevet mere populært, for der er så meget mere talentmasse.

For mange er dupreeh, device, gla1ve, Xyp9x, Magisk og zonic stadig det, man forbinder Astralis med. Sammen med Kjaerbye var de dem, der gjorde Astralis til et fænomen i Danmark og indledte en æra med Danmark som den absolut bedste Counter-Strike-nation i verden.
Den store succes og berømmelse mærkede dupreeh på egen krop, og det er noget, han ser tilbage på med en vis humor.
Der er så meget historie i det. Det var en fed tid. Esport herhjemme var jo ikke sådan super populært på det tidspunkt, men vi formåede at skabe en subkultur på et par år. Det med at Hr. og Fru Danmark og børnebørn syntes det var fedt at følge med i.
Vi var kæmpe store hjemme. Hver gang vi gik uden for en dør, så skulle folk både have billeder og alt muligt. Man levede et rockstjerne-liv herhjemme i Danmark, hvilket var super absurd, når man bare spillede computer.
Det er også den tid, som dupreeh håber, at Astralis vil blive husket for.
Det var en fed tid, og jeg tror også at... Måske ikke lige nu, men om nogle år tror jeg forhåbentlig, at folk vil tænke tilbage på Astralis som værende noget godt noget. Altså den kerne af spillere og det vi nåede at opleve, det er det, folk husker tilbage på, når de hører ordet Astralis. At de tænker tilbage på de gode tider.
Så er det jo klart, at så er der kommet noget nyt management til og nogle nye spillere, som ligesom... Og det lyder jo hårdt at sige, at det er deres skyld.
At de har sådan forpestet brandet, det er jo ikke det, jeg prøver at sige, men så er der blevet truffet nogle beslutninger, der måske ikke var de bedste for organisations interesse og for spillerne, men de havde jo, hvad de havde at arbejde med.
dupreeh har også måttet distancere sig selv fra organisationen, selvom han var så stor en del af Astralis' historie.
Jeg stoppede jo, da jeg rykkede til Vitality, så der efterlod jeg det ligesom også. Vi havde jo allerede op til det haft en sværere periode med rigtig mange udskiftninger og folk, der var sygemeldt og sådan noget.
Det hele blev bare for meget til sidst, så det var også godt for mig at komme ud af det og komme væk fra det.