
br0s agent: "Karma virker på smukke måder"
Den tidligere Astralis-spiller br0 spillede sig natten til fredag til majoren på hjemmebane, da han og NRG kvalificerede sig til majoren i Austin.
Det skete med en forholdsvis sikker 2-0-sejr over BLUEJAYS i den altafgørende og sidste kamp ved den nordamerikanske MRQ-turnering.
Flere har allerede lykønsket den danske rifler, heriblandt hans agent, Fabian Broich, der har været på tasterne på de sociale medier med en bemærkning, som efter alt at dømme er rettet mod Astralis.
Tillykke Alex (br0, red.) med at kvalificere sig til din første major nogensinde! Karma virker på smukke måder – din professionalisme og skiftet til NA for at blive medlem af NRG betalte sig.
Dette er kun begyndelsen, stjernerne er på linje. Du fortjente hvert øjeblik af den rejse, du lever lige nu.
"Karma virker på smukke måder" er nemlig med stor sandsynlighed en stikpille til Astralis vedrørende måden, de angiveligt har behandlet br0 kort før hans udgang i organisationen.
Efter at være blevet bænket til fordel for cadiaN, meldte Astralis, at br0 var syg og ude af stand til at spille en turnering, med det formål at bruge et smuthul for at spille med cadiaN til BLAST-turneringen i stedet tilbage i 2024.
Om kommentaren rent faktisk er rettet mod Astralis, kan man kun gisne om, men alt peger på det, da den danske organisation torsdag fejlede med at kvalificere sig til majoren.