
ESL åbner op for coaching i kvalifikationer
Siden slutningen af januar har coaches kunne være med på serveren i ESEA League, som bliver afholdt på FACEIT, og det bliver nu udvidet.
ESL, som er en del af ESL FACEIT Group, der også ejer FACEIT, melder nemlig mandag, at de udvider muligheden for at sidde med som coach, hvilket betyder, at det også er en mulighed i fremtidige ESL Pro Tour-kvalifikationer.
Ændringen, der for nogle måske ikke virker som noget utrolig skelsættende, er dog utrolig vigtig for trænerne, da det hjælper en hel del på holdets udvikling. Det fortæller Preasy Risings coach, AcilioN, til Dust2.dk.
Det betyder utroligt meget. Der er så meget hjælp, man kan give til spillerne, når man kan kigge rundt på alle POVs. Udover det, så kan man jo også sige, at alle os trænere er vant til at sidde med på serveren i træning, så det er jo mærkeligt, man ikke kan være med, når det virkelig gælder. Specielt når jeg træner nogle unge gutter, så hjælper det rigtig meget at kunne sidde med og skabe overblik.
Også Team Secret-træneren cube er begejstret for den nye ændring, som gør, at han endnu bedre kan hjælpe sit mandskab i de vigtige kvalifikationer.
Det har en enorm betydning for bedre at kunne danne sig et overblik over kampen som helhed. Vi har indtil videre i de fleste turneringer kun kunnet se kampen gennem streaming af én spillers POV, og det har derfor i mange situationer været svært at danne sig overblik over økonomi, tendenser og hjælpe til med midround calling. Jeg tror, at især de trænere, der har en stor finger med i spillet taktisk, kommer til at nyde rigtig godt af ændringen.
I et skriftligt svar til Dust2.dk fortalte ESL tidligere på måneden, at intentionen var at gøre det muligt at bruge coaching featuren i ESL-kvalifikationer, når den var testet nok igennem i ESEA League, og det må de altså have vurderet nu, da de har åbnet op for brugen af deres nye feature.
Derudover fortalte ESL også, at andre turneringsarrangører selv kan bestemme, om coaching skal være tilladt, når de afholder deres kvalifikationer på FACEIT. Netop det kunne man også se i januar, da AcilioN kunne sidde med Preasy Rising-holdet på serveren i en kvalifikation til BLAST Premier Spring Showdown.
En af de næste kvalifikationer, hvor det bliver muligt at sidde med som coach, er når der den 26. februar bliver spillet den åbne kvalifikation til ESL Challenger Melbourne. Den kan du skrive dig op til her.































