
Tyrkere kører Snappi og Magisk over
Det blev ikke til nogen ønskestart ved Katowice for saudi-arabiske Falcons med det stærke danske islæt.
På intet tidspunkt var Snappi, Magisk og zonic tæt på at vinde over XANTARES og kompagni i løbet af kampens to maps.
Kampen startede på Vertigo, valgt af Eternal Fire, og det tyrkiske hold viste hurtigt, hvor skabet skulle stå ved at tage fem af de første seks runder.
Dermed var scenen sat for kampen, hvor Falcons hele tiden haltede efter og skulle forsøge at indhente Eternal Fire. Det var også tilfældet på Nuke, hvor Falcons startede ud 3-9 på T-siden af deres map pick.
Selvom Falcons kom godt fra start på CT-siden, så var der simpelthen ikke noget at stille op, og Eternal Fire lukkede hurtigt mappet 13-6.
Eternal Fire spillede sig uden problemer videre fra Play-In-stadiet med sejre over BetBoom og Rebels, og det brandvarme tyrkiske mandskab fortsatte det ubesværede spil mod Falcons, selvom modstanden på papiret burde have været hårdere.

































