
NIP er landet i Kina - men bagagen er i Tyskland
I denne uge går det løs i Shanghai, når det første store CS-LAN siden 2019 løber af stablen.
CS Asia Championships 2023 er turneringens navn, og der er flere store navne på plakaten, heriblandt Astralis, FaZe, ENCE og NIP. Og sidstnævnte har ikke fået den bedste optakt til turneringen.
Holdet er nemlig som planlagt landet i Shanghai, men der er bare et problem. Det er bagagen ikke.
Bagagen befinder sig nemlig stadig i Tyskland, fortæller holdets yngstemand, maxster, i en story på Instagram.
Hvad der præcist er sket, melder opslaget intet om, men en optimal optakt til torsdagens kamp kan det ikke kaldes. Her møder NIP karrigans FaZe-tropper i gruppe B, som desuden tæller MOUZ og Wings Up.
Astralis spiller første kamp onsdag morgen, hvor de møder Lynn Vision.


















