POWER Ligaen rykker over i CS2
Denne uge tager holdene i POWER Ligaen hul på anden halvdel af sæsonen, og allerede mandag aften går det løs igen efter en veloverstået transferperiode og efterårspause.
Det er dog ikke, fordi Dust2.dks turneringsansvarlige har holdt efterårsferie. I stedet er tiden brugt på at få gjort klar til, at anden halvdel af sæsonen bliver spillet i CS2, der som bekendt udkom i slutningen september.
For at undgå problemer med rundeforskel i rækkerne, da første halvdel af sæsonen er blevet afviklet i MR15, så forbliver formatet MR15 ovre i CS2.
Der er stadig et par ting, der mangler, og derfor bliver performance centret og stats ikke opdateret for nuværende. Desuden er scoreboards fra kampene midlertidigt sat på pause.
Startskuddet til aftenens kampe i POWER Ligaen lyder klokken 18:00.