
MASONIC står i spidsen for ny efterskoleliga
I samarbejde med den danske energikoncern EWII har MASONIC etableret en ny efterskoleliga, som skal være med til at finde og danne morgendagens talenter.
Det skriver MASONIC i en pressemeddelelse.
Det fremgår af pressemeddelelsen, at ligaen er designet til landets efterskoler, hvor talenter og skolekammerater kan pleje deres spiltalent i kombination med sociale oplevelser.
Samtidig skal den nye efterskoleliga træde ind på scenen som en slags katalysator for forandring med målsætningen om at skabe den platform, som lovende spillere har behov for i deres rejse mod toppen.
Der er et tydeligt behov for at gøre vejen til toppen i esport mere tydelig og tilgængelig i Danmark. Det er ikke umuligt at klare tingene selv, som det er i dag, men jeg tror, at en liga i samarbejde med efterskolerne er et stort og konstruktivt skridt på vejen mod en mere professionel og mere tilgængelig esportsscene i Danmark, udtaler blaq, som er ejer af MASONIC, i pressemeddelelsen.
Turneringen afvikles først online, hvor deltagerne dyster fra deres respektive esportslokaler ude på skolen. Herefter vil der blive afviklet et slutspil for finalisterne i Fredericia i samarbejde med Fredericia Esport.
Efterskoleligaens første sæson afvikles i samarbejde med otte efterskoler, der alle tilbyder esport som linjefag på efterskolen. De otte skoler stiller hver med to hold til to forskellige divisioner.
Det fremgår ikke, hvornår efterskoleligaen starter samt hvilke efterskolehold der stiller op til start i ligaen.