
Nyt hold skal spille for overlevelse
Den efterhånden lange sommerpause er endelig ved at være ovre, og derfor går der heller ikke længe, inden POWER Ligaen skal skydes i gang igen.
Hen over sommeren har alle otte mandskaber i POWER Ligaen enten skiftet ud på holdkortet, eller også er der tale om en helt ny startfemmer.
Det kan derfor også være svært at spå om, hvordan de forskellige hold kommer til at klare sig, men Dust2.dk har taget opgaven til sig og vil bedømme holdene med karakterer fra 1-6 med fokus på forventningerne til holdene samt deres niveau på papiret.
1: Direkte nedrykning
2: Spiller for overlevelse
3: Gråzone
4: Slutspilskandidat
5: Favorit
6: Storfavorit
Dust2.dk laver i den forbindelse en optaktsserie om hver af de otte hold i den øverste division i POWER Ligaen.


IMA PROBLEM ligner på papiret ikke det største problem for størstedelen af de andre mandskaber i POWER Ligaen, selvom holdet blandt andre tæller prominente spillere som notaN og NoProblemGuy.
Holdet har flere spillere, som har erfaring i POWER Ligaen, men stort set alle spillerne - undtagen notaN - har umiddelbart kun været vant til at spille i den kedelige ende af ligaen.
Og det skal de nok godt også forvente at gøre igen.
Det er en håndfuld spillere, som har set lysere dage og grønnere græsgange tidligere i karrieren, mens de desuden også stiller op med daxy, som kun har erfaring fra 2. division og bunden af 1. division.
Det bliver derfor spændende - og til dels også meget afgørende - at følge med i, om den 20-årige rifler kan klare niveauskiftet, for ellers kan det blive utroligt svært for IMA PROBLEM.
Overfor Dust2.dk har en af IMA PROBLEM-spillerne også afsløret, at holdet ikke træner sammen, hvilket umiddelbart burde gøre holdets chancer for overlevelse dårligere.
Meget tyder derfor på, at IMA PROBLEM går en svær sæson i møde, med flere spørgsmål omkring holdet og spillernes niveau, hvorfor hovedmålet må være overlevelse.