
Virtus.pro får grønt lys fra BLAST og ESL
Virtus.pro vender tilbage til BLAST og ESL.
Det bekræfter organisationen på Twitter.
Virtus.pro har ellers været udelukket fra de store turneringer siden Ruslands invasion af Ukraine, hvorfor organisationens hold i stedet har stillet op under det neutrale navn Outsiders.
Under Outsiders-navnet er det blandt andet blevet til en major-titel for Jame og kompagni, som dog nu atter kan repræsentere Virtus.pro.
Virtus.pro-navnet kan allerede ses i BLASTs annoncering onsdag af åbningskampene til RMR-turneringen, hvor Outsiders-navnet og logoet er byttet ud med Virtus.pros.
Nyheden kommer blot få dage efter, det kom frem, at Virtus.pro var blevet solgt for næsten 20 millioner kroner til en unavngiven køber.
Allerede fra dags dato er Virtus.pro tilbage i BLAST, mens de må vente til den 28. marts, før de igen bliver lukket ind i ESL's turneringer igen.
Holdet er nemlig i fuld gang med at spille ESL Pro League under Outsiders-navnet, som de altså fortsætter under turneringen ud.